Jeg håber med dette initiativ at kunne samle en række personlige historier fra "det virkelige liv" om, hvordan det føles at stå uden arbejde eller at være i risiko for det - OG samtidig være genstand for den aktuelle hadefulde retorik i den offentlige debat om mennesker udenfor arbejdsmarkedet.

Fordi vores stemme er fraværende - eller hånes - i debatten!

OBS! Se også Laila Ammitsbøls indlæg på sin blog om emnet - KLIK HER


onsdag den 20. juni 2012

Svar på vegne af Karen Hækkerup

Jeg har modtaget følgende svar (som PDF-fil, vedhæftet en mail), dateret 11. juni 2012, på min henvendelse til social- og integrationsminister Karen Hækkerup:

Tak for din henvendelse til social- og integrationsminister Karen Hækkerup, som blev modtaget den 20. marts 2012. Ministeren har bedt Kontoret for Udsatte og Civilsamfund om at besvare din henvendelse, hvor du fortæller om din datters udfordringer med at være depressionsramt, og hvordan det kan give økonomiske problemer.

Social- og Integrationsministeriet skal beklage den sene besvarelse.

Social- og Integrationsministeriet har noteret dine synspunkter, og de vil blive taget med i ministeriets videre arbejde med at udvikle indsatsen for sindslidende i Danmark. Det er vigtigt, at der er fokus på udfordringerne for sindslidende. Derfor skal du have tak for, at du har givet dig tid til at skrive og dele din viden og dine holdninger på området.

Med venlig hilsen

Signe Hartmann Olsen
Kontoret for Udsatte og Civilsamfund

Det er vel nok godt, at de har akademiske praktikanter til at beskæftige sig med den tidskrævende opgave med at svare på borgerhenvendelser.

onsdag den 18. april 2012

Bettina Post - WTF??

Kære Bettina Post.

Jeg har et par spørgsmål til dig vedrørende din opbakning til en nedsættelse af kontanthjælpen til dem, du kalder ‘stærke unge’.

Jeg er meget bekymret for konsekvenserne af endnu en kassetænkningsmanøvre på de kommunale socialcentre. Både som uddannet socialrådgiver og som mor til en af disse unge, som skal klassificeres som ‘stærk’ eller ‘svag’.

Jeg håber, at du vil tage dig tid til at læse om min datters ulykkelige forløb fra at være mønsterstuderende på SU med mere end ét fritidsjob til indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Hun er et rammende eksempel på en ung, som udadtil – alt for længe – fremstod som yderst velfungerende og ressourcestærk, men det var en krampagtig facade, hvilket medførte, at læger og studenterrådgivning blev ved med at afvise hende med opfordring til at købe en meditations-cd og melde sig til yoga (mellem linjerne: tag dig dog sammen, din forkælede overskudsunge, vi tror ikke på, at du har det forfærdeligt bag dit perfekte ydre og dine høje karakterer). Men det må du så mene, at sagsbehandlere i kommunens socialcentre, ofte ikke engang uddannede socialrådgivere, er mere kompetente til at vurdere end læger og psykologer. Jeg har med samtykke fra min datter offentliggjort hendes ‘fortælling’ på min blog Fra syndebukkens verden med overskriften Et vidunderbarn i frit fald .

Jeg er en smule rystet over, at du går ud i medierne med en så forsimplet måde at støtte regeringens reformplaner (reform = læs ‘spare’) på det sociale område. I mine øjne er det en nedladende og fordømmende måde at karakterisere denne diffuse gruppe såkaldt ‘stærke’ unge.

For det første har jeg meget svært ved at se disse ressourcestærke, men dovne unge for mig. Jeg har aldrig mødt en af dem i mit socialrådgivervirke, som for en stor del har været netop på ungeområdet. Derfor vil jeg virkelig gerne vide, hvilken forskning du læner dig op ad, når du udpeger denne gruppe, som med fordel kunne motiveres via økonomien.

For det andet er det direkte skræmmende, at netop du - som formand for en faggruppe, som må formodes at VIDE, at der findes en gruppe af sådanne stærke unge, som man kunne spare væsentlige skattekroner ved at presse på deres pengepung – går ud og fremmaner dette billede af ‘unge på kontanthjælp’. En sådan karakteristik af kontanthjælpsmodtagere er guf for medierne og guf for det flittige, leverpostejssmørende skatteydersegment til at pege den fordømmende pegefinger endnu mere ‘højlydt’ mod syndebukkene i den økonomiske krise. Du er således med til at stigmatisere ALLE unge, som af forskellige årsager er endt med at blive forsørget af det offentlige, fordi dem, som tilhører ‘de stærke, som bare ikke gider’ altså ikke går rundt med en stjerne på ærmet, som viser, at her går en af de stærke og velfungerende samfundsnassere.

For det tredje får du også lige tegnet et billede af nogle uansvarlige, egoistiske unge mennesker, som lystigt går rundt og ‘klør røv’ - en elegant tilføjelse til billedet af den anden type velfærdsnasser, som ligger og flyder på sofaen. Du mener måske, at de, som endda gider at gå rundt, nyder livet på diverse pipfuglekurser, som de jo må trækkes med for at hæve de gyldne kontanthjælpsrigdomme?

Hele ansvaret for denne inddeling af unge i ‘de stærke’ og ‘de svage’ vil ligge endnu tungere på den enkelte socialrådgivers (undskyld, sagsbehandlers – det er jo langt fra sikkert, at sagsbehandleren er socialrådgiver) skuldre. Som om den ikke allerede ligger der i forvejen i match-kategoriseringen som et styringsredskab til, hvilke ‘foranstaltninger’, der skal sættes i værk. Nu vil kategoriseringen også komme til at medføre en økonomisk pisk.

Derfor disse spørgsmål til dig:

  • Hvordan forestiller du dig, at den enkelte socialrådgiver skal kategorisere de unge som del af denne gruppe ‘stærke’? Hvordan kan man bedømme, om det er en af disse dovne velfærdsnassere, man sidder overfor på socialcenteret?

  • Er det din opfattelse, at ‘stærke unge’ på kontanthjælp kun er motiveret af økonomisk vinding – dvs. de vil ‘vælge’ kontanthjælp, fordi ydelsen er højere end SU?

  • Hvor mange drejer det sig rent faktisk om – disse “fuldstændig velfungerende unge mennesker, som kunne gå i gang med en uddannelse, og som egentlig bare går og klør røv, fordi de ikke rigtig gider”?


Jeg afventer med spænding dine svar.

Med venlig hilsen

onsdag den 11. april 2012

" Sig mig om du ønsker, at blive syg og skulle behandles således? "

Min arbejdsskade/livet MOD det system, der burde hjælpe mig starter tilbage i 2002.

Jeg ved godt at du sikkert har travlt og ikke synes du har tid at læse min historie, jeg lover dig, at jeg ikke har noget som helst uvæsenligt med, kun facts og ting jeg kan dokumenterer, ting der er sket i mit liv i de 10 år - siden jeg blev syg.

Jeg får en arbejdsskade på LM-Glasfiber (som det hed dengang) - heldigvis ikke en styren-skade,
men en arbejdsskade der ødelægger hele mit bevæg apparat, SID ønsker ikke at hjælpe mig med min sag - da der var alt for mange arbejdspladser på LM og de ville da ikke skyde sig selv i foden!
Jeg melder mig ud i arrigskab! 20 års fagforening spildt!

Mine skader, som jeg skal forsøge at få en hverdag til at hænge sammen, med:

Tennis/golf albuer, hvilke gør jeg intet kan bære og intet kan lave pga smerter - skuldre med væske og irritation i, der ikke kan afhjælpes kirurgisk, efterfølgende slidgigt i nakken, der smerter dagligt og meget samt til tider perioder op til 9 mdr. hvor jeg bliver svimmel ved den mindste bevægelse - til daglig, "kun" svimmel når hovedet lægges bagud, hvilket jeg aldrig gør. Disse handikaps har medført en svær hovedpine/migræne 24-7 - så jeg meget meget sjældent har energi til at være omkring mennesker, dertil er kommet lænderygsproblemer, der stammer fra bevægapparatet.

Jeg får i første omgang en revalidering men mine arme kan ikke holde til at skrive så meget som man gør i et studie,
så min lærer-uddannelse må jeg glemme alt om! Pokkers os!

Men jeg er slet ikke klar til at forlade arbejdsmarkedet.....så jeg opretter mit eget firma(2005), hvor jeg har en shop med naturlige vare samtidig med jeg arbejder som alternativ behandler, da svære løft, gulvvask, vinduesvask ja, selv afstøvning er et problem, hjælper min mand og min søn mig, meget!
Min arbejdstid ligger på gennemsnitlig 30-40 timer ugentlig.
Men da man tit "bare" sidder i en shop....ja, så er det ikke så fysisk krævende for mig og især da min familie og venner er rigtig gode til at hjælpe mig både til daglig og ved evt. messer og lign., går det faktisk fint.

Meen men men økonomisk går det bare slet ikke, min mand har i 3 år holdt mig oppe (nu i 2008)og nu er han ved at nå et punkt hvor det fungerer for ham mere.
Jeg er nød til at forsøge at redde vores forhold og søger et job - ved siden af min klinik (efterhånden er det mere klinik end shop og vi er flyttet, hvor min mand har indrettet en fantastisk klinik til mig).
Jeg får et aftenarbejde på Steins Laboratorium - tænker det går nok..bare 17-18 timer ugentligt og jeg kan stadig passe min klinik - super.
Efter den første uge - er mine arme dog fuldstændig ødelagte igen igen igen - jeg er faktisk meget chokeret over, at jeg ikke kan holde til mere.

Jeg bliver sygemeldt. De 18 timer får jeg - men for min klinik skal jeg udfylde et skema, mens jeg sidder og udfylder dette, efter bedste evne,
ringer jeg til kommunen, da jeg er i tvivl, er det arbejdstimer eller pengegivende timer de skal have som grundlag?
Svar "pengegivende - de andre kan vi ikke bruge til noget"
Resultat - 4 timer ugentligt er pengegivende, så jeg får INGEN sygedagpenge for min klinik!
Da jeg får svaret - mundtligt, får jeg også at vide at det ikke kan betale sig at klage, for det opnår jeg INTET ved!
Jeg er sikker på at de gør hvad de kan for at hjælpe mig, overvejer slet ikke, at de kunne finde på, at ville føre mig bag lyset!
Så jeg klager ikke.
Så i over 1 år lever jeg af 18 timers sygedagpenge......og tror at sådan skal det være!

I den tid bliver jeg arbejdsprøvet, men Reva har så svært ved at finde et sted der vil tage mig, med mine massive skånebehov, at de til sidst "laver" en stilling som hjælpelærer på en skole for handicappede unge. Denne stilling, findes på ingen måde, i det danske arbejdsmiljø!

Jeg møder ind - sidder på en stol, kan rejse mig og gå når jeg ønsker, skal ikke skrive på tavle, skal ikke skrive overhovedet, skal ikke forberede mig,
jeg har fået det lavet sådan at det er 3 dage om ugen, så jeg holder fri sammenhængende, da jeg har meget meget svært ved at køre bil, det gør bare så ondt!
De forsøger at sætte time antallet op, men det lykkes på ingen måde.
Jeg havde en del sygemeldinger i denne periode.
Jeg føler hele tiden, at beskæftigelsemedarbejderen på kommunen ikke tror mig, selvom der er mange lægelige papirer der udtaler det jeg gør.
på et tidspunkt læser jeg i min resourseprofil, at selvsamme skriver: (01/09/09)
"lægekonsulenten har vurderet på oplysningerne fra smerteklinikken og oplyser at (jeg) er i medicinsk smertebehandling samt smertehåndtering.
Allevia skriver at det ikke vil ændre arbejdsevnen, men det tager vi ikke til efteretning pt. idet (jeg) skal igennem en arbejdsprøvning først og derefter, når hun har gennemgået smertehåndteringsmodulet, vil der blive anmodet om en ny status med ny vurdering."
(dette er endnu en arbejdsprøvning, de henviser til de vil have mig igang med - altså nummer 2).

Da jeg i mellemtiden også har en sag kørende hos ASK og de nu anerkender 5% tennisalbue (jeg føler mig til grin) - kontakter jeg en advokat, da jeg godt kan se at jeg slet ikke formår at hjælpe mig selv, i denne jungle af bakker der bare går opad, konstant.

Advokaten finder også ud af at sagen på kommunen ikke hænger sammen.

Jeg går og venter på en ny arbejdsprøvning, men Reva formår ikke at finde en og konsulenten mener ikke at de vil være i stand til at finde en plads til mig, hun har talt om førtidspension, med mig, men jeg overvejer slet ikke den mulighed, endnu - jeg tror på, at hvis jeg kan få hjælp til at blive i mit eget firma, kan jeg stadig give noget og være noget på arbejdsmarkedet.Hun har ikke talt med beskæftigelsemedarbejderen på kommunen, men er ved at skulle til at skrive et brev til hende, da jeg taler med hende om morgenen. 1 time efter ringer min advokat til mig, hun har lige talt med samme beskæftigelsemedarbejder " Jeg har nu fået tilkendt FLEX" men uden timefastsættelse.

Jeg er lykkelig og tror at jeg nu får lov at være i mit eget firma - som jo har været lukket siden min sygemelding, da det må være det eneste sted jeg ikke er i vejen, i stedet for at være et aktiv, det mener min nye socialbehandler heldigvis også.
Jeg tror på livet igen - er glad og socialbehandleren beder os (min familie og jeg) om at gøre klinikken køreklar!
Jeg skal (efter bedste evne) lave en slags timeregnskab for mit firma, i den tid jeg har haft det.

Efter et møde på kommunen mellem de forskellige i det team - (jeg er ikke med) - bliver det besluttet, at de ikke vil give mig flex i egen virksomhed ligeledes bliver det besluttet, at de IKKE anerkender mine timer! (jeg arbejder i et utraditionelt erhverv, men, at fjerne mine timer, fordi de ikke har kendskab til min linie- synes jeg er lidt langt ude) dette gør de også i hht. at jeg ikke klagede dengang jeg ikke fik sygedagpenge pga. de pengegivende timer. - Her undres jeg igen igen....jeg har flere gange talt med beskæftigelsemedarbejderen om netop denne sag, men får gang på gang følgende sætning:
"Det kan vi ikke gøre noget ved" eller "det synes jeg du skal glemme alt om" eller " det gider jeg ikke høre på igen"

Det aller aller værste synes jeg er søreme at Ankenævnet giver kommunen lov til at fjerne mine timer!
Fordi jeg ikke vil udleverer mit regnskab. Det føler jeg bestemt ikke trang til, for når de kan fjerne mine timer - uden mit regnskab!
Så kan de skisme også give mig dem retur - uden!

Min nye socialrådgiver kæmper en brav kamp for at få mig i flex i egen virksomhed - men hun forflyttes til en anden afdeling. - suuk-

Jeg får en ny igen. Hun er en sag helt for sig selv!
Hun starter mødet med at true mig. Hun anklager mig faktisk for social bedrageri!
Bliver ved med at sige, uden at have belæg herfor, at jeg arbejder i eget firma!
Hun hører intet jeg siger, hun vil have mig på kursus! Jeg skal gå 31/2 km (hun siger 2 - men det er ikke den bus-gg-) op til bussen - tage bussen til byen, gå derfra og om til kursusstedet, som jeg ikke kan få at vide hvor er, i forhold til bussen, hun er så sød at sige, at jeg jo altid kan hvile mig - når jeg kommer frem! Man skal skrive 0g lære at skrive ansøgninger! Jeg er en af dem, der mens jeg var ledig i både 8'erne og 90'erne fik langt over 500 afslag på 1 år! Jeg har taget og fået mange kurser i benævnte og er både kontorassistent og sprog"idiot".!!!

Min læge sygemelder mig, dette skal hun gøre 3 gange før den anerkendes!

I mellemtiden har jeg måttet fyre min advokat, for ud over at ringe og få min flex igennem, har hun vist sig komplet uduelig -
dette koster mig OVER 40.000 kr!

Nu har jeg fået en ny "hjælper" en socialkonsulent der kan love og paragraffer og for en gangs skyld føler jeg en slags ro.

Beskæftigelsesmedarbejderen har overtrådt et hav af love/paragraffer og hun tager sin afsked, da vi klager over hende,
så denne klage får vi intet ud af, da den ikke kan følges til dør, når medarbejderen ikke er ansat mere.

Vi holder et fællesmøde på kommunen, den nye beskæftigelsemedarbejder - hendes chef - en hjælpemiddelkonsulent - deres lægekonsulent - min kiropraktor - min læge - min socialkonsulent og jeg i september 2010, aftaler at de afventer forskelge undersøgelser og at de derefter vil se hvad de så vil med mig.

I Jan 2011 får jeg en udtalelse fra en kirurg der ikke kan hjælpe mine skuldre, tilstanden er stationær.

Kommunen ønsker en undersøgelse af en arbejdsmediciner, hvilken de får i feb 2011.


Arbejdsmediciner udtaler bla:

"Tilstanden har i det væsentlige samme samme karakter som som tidligere, men symptomerne er blevet mere udtalte.
Hovedpinen fylder rigtig meget, den er en følge af symptomerne i nakke og arme og der er også tilkommet væsentlige lænderygproblemer, der begrænser hendes funktionsniveau.

Hun er optimalt medikamentalt behandlet. Der findes ikke andre behandlingsmuligheder. Jeg finder heller ikke, at der er nogen resterhvervsevne, der med nogen sandsynlighed vil kunne udnyttes.
Forudsat hun kan passe på sig selv, må jeg opfatte tilstanden som stationær, men det er svært i en dagligdag, hvor der også er forskellige ting der skal gøres.

Skånebehov som tildligere, hun skal undgå enhver fysisk belastning og enddog blot lettere brug af armene, der provokerer symptomerne. Armene skal bruges tæt ved kroppen. Hun skal undgå ensidighed og enhver form for kraftbrug. Vigtigt er, at hun ikke må foretage sig noget, der provokerer smerterne.

Jeg ser ingen behandlingsmuligheder, der kan genskabe blot noget af hendes erhvervsevne."


Jeg sender denne til beskæftigelsemedarbejderen og venter 1 mdr., da jeg igen igen spørger til deres svar på hans udtalelse, kommer dette svar retur:

"Vi peger på en funktionsevnevurdering for at få en vurdering af din funktionsevne og efterfølgende skal der foretages en afklaring af din arbejdsevne i en praktik med henblik på at du komme ud i fleksjob.
Målet er at der skal findes et fleksjob til dig."


JF. ovenstående kan jeg derfor ikke forstå, hvorfor man ikke efter indhentelse af udtalelser Arbejdsmedicinsk afdeling har taget disse udtalelser til sig og rettet sig herefter. I udtalelsen står der klart at jeg igen arbejdsevne har. Alligevel vil man stadig sende mig i arbejdsprøvning for at kunne finde et fleksjob. Arbejdsmedicinskafdeling skriver klart at jeg ikke kan varetage et job og derfor burde man vel sende mig i arbejdsprøvning for at se om min arbejdsevne stadig er tilstede for at kunne opfylde betingelserne for fleksjob. Jobcenteret vil dog kun forholde sig til fleksjob og ikke førtidspension som speciallægens erklæring ellers viser hen til.




I forbindelse med indhentning af de lægeoplysninger fra arbejdsmedicinskafdeling, blev udtalelserne lagt over lægekonsulenten til vurdering af om man ud fra denne udtalelse kunne vurdere om der var oplysninger nok til at tage stilling til om der skulle laves en indstilling til førtidspension. Jf. vedlagte mail fra beskæftigelsemedarbejderen kan jeg nu se at man åbenbart fastholder tidligere afgørelse om at jeg kan bestride et fleksjob. Jeg er dog ikke blevet gjort bekendt med hvad lægekonsulenten har vurderet og jf. retssikkerhedsloven §12 har Jobcenteret derfor ikke overholdt deres partshøringspligt.

Jeg har før indsendt en aktindsigtserklæring - der blot skulle følges op på løbende(dvs. at de skulle fremsende alle nye oplysninger i min sag - til mig - hvergang) - denne er altså ikke respekteret/overholdt.


Jeg stiller mig meget meget undrende overfor hvorledes en kommune kan forsvarer, at nedbryde en borger endnu mere end jeg er i forvejen, når de tager lægens udtalelser i alvorligt - man kunne jo få den formodning, at de slet ikke bruges, som tilbage i sept. 2009, at de ikke vil tage den til efterretning. Undskyld mig, men de er socialrådgivere, beskræftigelsemedarbejdere osv men ingen af dem er læge, vel?
Hvorfor indhente erklæringer, der smides bort, når de ikke opfylder de ønsker kommunen selv ønsker?

Så lige nu ser mit liv ud som følger:

Jeg har en hverdag der er fyldt med smerter, hvor det meget smertestillende jeg indtager slet ikke får fat i det hele, men efter smerteklinikkens mening, kommer vi det ikke nærmere.
Jeg kan faktisk intet lave i mit hjem!
Er atter på vej op - men har været meget meget langt nede psykisk - pga kommunens behandling af mig og fornemmelsen af ikke at betyde noget som helst, med det mener jeg ikke arbejdsmæssigt, det har jeg lært at leve med, nej psykisk - mine meninger og mit ønske for resten af mit liv, betyder intet!
Mit ægteskab har lidt umådeligt meget - ikke under min arbejdsskade, men under disse 10 års efterfølgende mistænkeliggørelse og nedgørende behandling!
Samt at jeg ikke en eneste måned har haft penge nok til underhold, så min mand har understøttet mig - hvergang, samt at han har betalt langt over 60.000 kr til "hjælpere" jeg måtte have, så kommunen ikke snød mig igen, som de gjorde tilbage ved min sygemelding igen i 2008!

Er dette sådan man skal behandles, som syg i Danmark?
Er dette det Danmark i siger har plads og hjælp til alle?
Er dette det danmark du ønsker, eller starter du nu med en forandring med at hjælpe mig,
med at fortsætte resten af mit liv, med de smerter jeg har nu og ikke de smerter jeg kan få ved, at
lade kommunen forsætte sin meningsløse arbejdsprøvning og menneskelige behandling af mig?
Har de ikke snart brudt lovgivningen nok? Og der mener jeg ikke kun den åbentlyse og åbenbare iflg. retssikkerhed osv., men i høj grad også den iflg. menneskeligheden.

Sig mig om du ønsker, at blive syg og skulle behandles således? 


Dette brev er oprindeligt udgivet på www.k10.dk under kategorien 'Fleksjob - førtidspension/Din historie' under titlen 'Vigtigst er ro...' af PiaPC, som henvendte sig til mig med tilladelse til at bruge hendes historie her på bloggen.

Brevet er henvendt til 'byrødder - folketingsmedlemmer og derefter ( alt efter reaktionerne) medierne'.

tirsdag den 10. april 2012

Mail til Karen Hækkerup: Tænk også på min datter

Sent: Tuesday, March 20, 2012 10:34 AM
To: min@sm.dk
Subject: Tænk også på min datter

Jeg læste lige et brev på politiken.dk til dig fra en bekymret mor.
Her får du så endnu et fra en lige så bekymret mor. Jeg håber, at du har tid til at læse det, for de beslutninger, som I tager, har altafgørende indflydelse på vores liv.

For god ordens skyld skal jeg lige nævne, at min datter ikke er i nærheden af at skulle på førtidspension. Lige præcis hendes situation er en af dem, hvor indsatsen lige her og nu vil være afgørende for, om hun kommer videre eller fortsætter ud i yderligere marginalisering i forhold til hendes jævnaldrende.

Jeg har skrevet et indlæg på min egen blog, Fra syndebukkens verden, som jeg oprettede for at få et sted, hvor man kan dele nogle historier om, hvordan det faktisk opleves at stå udenfor arbejdsmarkedet. Her er et uddrag af indlægget:

Et vidunderbarn i frit fald

Jeg har fået lov at dele min datters livssituation på denne blog.

Hun formår ikke selv at sætte sig ned og skrive. Ikke fordi hun ikke har evnerne til det. Hun har altid været en mønsterelev - ikke altid på arbejdsindsats, for hun havde alt for let ved det faglige og har, indtil hendes problemer begyndte for et par år siden, stort set fået topkarakterer i alt.
...
Hun er nu 24 år. Hun er flyttet i en lille lejlighed, men hun er langt fra ude af depressionen. Kort tid efter hun flyttede for sig selv skar hun sig i håndleddet, og hun har mange 'hårde' dage.

Hun har forsøgt at holde fast i nogle få timers deltidsarbejde med rengøring, som nu modregnes i kontanthjælpen (kr. 6.660 pr. md. brutto). Hun har ca. kr. 1.500 efter boligudgifter (inkl. udgift til fællesantenne, så selv om hun ikke har et tv, skal hun betale kr. 289 pr. md. til det, husleje er kr. 3.200) og forsikringer . Dvs. til eventuel telefon, mad, tøj, alt. Selv uden telefon er det umuligt at leve for, dog - vi har jo ingen fattige i Danmark, siger Joachim.

Men som hun siger: "Jeg har i det mindste et arbejde."

Hver dag er en kamp. En kamp for at finde tilbage til sig selv. En kamp for at holde sit hjem og sig selv. En kamp for at holde 'de sorte tanker' og meningsløsheden på afstand.

Hun er positiv og lykkelig over, at hun endelig er blevet tilbudt et daghøjskoleforløb for arbejdsledige. Hun suger til sig af alt, de har at byde på, og sætter pris på de faste rammer, som giver hende en mere 'normal' hverdagsstruktur - "som alle andre".

Jeg håber så meget på det bedste for hende. Men hvis jeg hører/læser mere om, hvor ugidelige og lykkelige folk på kontanthjælp er, så skriger jeg.
Tænk over, hvilke signaler I sender med jeres retorik til unge mennesker som min søde datter!
Med venlig hilsen
Vibeke Carøe

Mailsvar: Emne: Sv: Indspark til reformarbejdet

Dette er Ulla Tørnæs' svar på min mail Emne: Indspark til reformarbejdet , som jeg sendte 11. marts 2012:

Sent: Monday, March 26, 2012 1:57 PM

Kære Vibeke

Tak for din henvendelse.

Jeg modtager hver dag mange henvendelser fra borgere. Jeg læser alle mine henvendelser igennem og jeg værdsætter højt, at få tilsendt henvendelser, som giver mig indspark til den politiske debat. Det er dog desværre ikke altid, at jeg kan nå at besvare alle henvendelserne personligt, men jeg læser dem alle igennem og anvender dem i mit politiske arbejde, eksempelvis når jeg deltager i forhandlinger, som Venstres arbejdsmarkedsordfører, om førtidspension og fleksjob i Beskæftigelsesministeriet. 

Jeg vil opfordre dig til at kontakte Beskæftigelsesministeriet, for svar på dine spørgsmål. Du kan skrive til Beskæftigelsesministeriet på bm@bm.dk.

Med venlig hilsen
Ulla Tørnæs, MF (V)

Mail: Emne: Indspark til reformarbejdet

Til: Ulla Tørnæs <Ulla.Tornaes@ft.dk>
Emne: Indspark til reformarbejdet

Kære Ulla Tørnæs
Problemet i dag ER IKKE, at udspekulerede, dovne velfærdsnassere givetvis findes.

Problemet ER, at dette bredes ud til at være normen, til at være den typiske modtager af offentlig forsørgelse. Og at dette paradigme kan ende med at nedbryde den enkeltes selvbillede og i værste fald forværre en allerede ulykkelig situation.

Jeg vil gerne opfordre dig til at bruge 10 minutter på at læse et indlæg fra bloggen Fra syndebukkens verden om en 24-årig psykisk syg kvinde på kontanthjælp (kr. 6.660 før skat) og derefter revurdere dit udsagn:

Her er et lille uddrag:

Et vidunderbarn i frit fald

Jeg har fået lov at dele min datters livssituation på denne blog.

Hun formår ikke selv at sætte sig ned og skrive. Ikke fordi hun ikke har evnerne til det. Hun har altid været en mønsterelev - ikke altid på arbejdsindsats, for hun havde alt for let ved det faglige og har, indtil hendes problemer begyndte for et par år siden, stort set fået topkarakterer i alt.
...
Hun er nu 24 år. Hun er flyttet i en lille lejlighed, men hun er langt fra ude af depressionen. Kort tid efter hun flyttede for sig selv skar hun sig i håndleddet, og hun har mange 'hårde' dage.

Hun har forsøgt at holde fast i nogle få timers deltidsarbejde med rengøring, som nu modregnes i kontanthjælpen (kr. 6.660 pr. md. brutto). Hun har ca. kr. 1.500 efter boligudgifter (inkl. udgift til fællesantenne, så selv om hun ikke har et tv, skal hun betale kr. 289 pr. md. til det, husleje er kr. 3.200) og forsikringer . Dvs. til eventuel telefon, mad, tøj, alt. Selv uden telefon er det umuligt at leve for, dog - vi har jo ingen fattige i Danmark, siger Joachim.

Men som hun siger: "Jeg har i det mindste et arbejde."

Hver dag er en kamp. En kamp for at finde tilbage til sig selv. En kamp for at holde sit hjem og sig selv. En kamp for at holde 'de sorte tanker' og meningsløsheden på afstand.

Hun er positiv og lykkelig over, at hun endelig er blevet tilbudt et daghøjskoleforløb for arbejdsledige. Hun suger til sig af alt, de har at byde på, og sætter pris på de faste rammer, som giver hende en mere 'normal' hverdagsstruktur - "som alle andre".

Jeg håber så meget på det bedste for hende. Men hvis jeg hører/læser mere om, hvor ugidelige og lykkelige folk på kontanthjælp er, så skriger jeg.
Hvis du er interesseret i at finde ud af, hvor store udgifter det er ‘normalt’ at have for forskellige familietyper, har jeg vedhæftet publikationen “Finansiel stabilitet 2007” fra Danmarks Nationalbank. På side 86 finder du nogle standardbudgettal, hvoraf det fremgår, at en enlig uden børn har som absolut minimum et basisbudget på kr. 45.600 om året, dvs. kr. 3.800 pr. måned (efter boligudgifter, forsikringer, a-kasse, lån, pensionsopsparing, opsparing til varige goder, telefon, tv, fritid). OG DETTE ER I 2005 – det er nok ikke blevet billigere at leve!

Det er fuldstændig umuligt at leve for så lidt, når man ikke er i stand til at tjene penge ‘ved siden af’, som man kan, hvis man er på SU.

Konkret spørgsmål:
Mener du, at det er socialt ansvarlig politik, at syge mennesker, som ikke har mulighed for at udføre et lønarbejde – udover at kæmpe for at blive rask – skal kæmpe med uovervindelige økonomiske problemer hver eneste måned?

NB. Den 24-årige er min datter, så jeg er øjenvidne til denne tragedie.

De bedste hilsner
Vibeke Carøe

PS. Jeg har sendt lignende mails til Joachim B. Olsen (LA), Jesper Petersen (SF) og Thyra Frank (LA)

Klik her og se fru Tørnæs' svar!

tirsdag den 13. marts 2012

Syg af at arbejde - del 3 Var det hele slut nu?

Var det hele slut nu? Jeg havde ærligt talt svært ved at acceptere den tanke. I mit hovede havde jeg nok cirka samme tanke, som en stor del af den danske befolkning har: At segmentet af førtidspensionister består af drankere, nassere og lallende vrag. Jeg kunne ikke se mig selv i nogle af de kategorier...overhovedet!!

Troede så heller ikke på, at jeg ville ende dér. At dømme ud fra nogle af de andre patienter på dagafsnittet (og skal jeg være helt ærlig: Folk, som var i væsentligt dårligere stand end jeg...hvis jeg selv skal sige det!) ...så var førtidspension betinget af at kommunens lægekonsulent ikke underkendte læge-erklæringerne...og at man havde været igennem x antal jobprøvninger. At jobprøvningerne i visse tilfælde gjorde, at folk kom tilbage på Afd. P som indlagt...Det var bare en del af det. Som jeg så det...var begge ting så uoverskuelige, at udsigten fra nærmeste Lillebæltsbro nærmest var dragende.

Dagen oprandt. Den dag, hvor mit behandlingsteam havde møde med min sagsbehandler for at blive enige om min fremtid. Jeg var selv én af mødedeltagerne. På det tidspunkt frygter man egentlig det værste og alene den stress-faktor gør, at man ikke sover, selv om man er dødtræt...Pulsen høvler derudad, som om

lørdag den 10. marts 2012

Syg af at arbejde - del 2 At miste kontrol, håb, m.m.

Opkaldet til jobcenteret omkring ankevejledning og aktindsigt. Nærmest en bizar oplevelse.

Man ringer til telefonslusen, hvor man normalt hænger i kø i laaaang tid for at komme til at snakke med rette vedkommende, men ikke denne gang. I løbet af knap 15 sekunder er rette vedkommende fundet og har taget sin telefon...og rette vedkommende er chefen selv...chefen for jobcenteret.

Jeg spørger ind til de detaljer, som jeg har brug for at vide: Hvordan anker man en afgørelse? Hvordan opnår man aktindsigt? Jeg får en længere tale om, hvor bøvlet det er og at de færreste får noget ud af at anke en afgørelse. At få aktindsigt kræver lidt "red-tape"-arbejde.

Da samtalen er slut er jeg ret overbevist om, at jeg skal fortsætte sagen...men, at jeg er nødt til at prioritere mine ressourcer og vælge det vigtigste først...og det vil sige: sørge for, at jeg også kan betale husleje næste gang. Med andre ord: mit møde med kontanthjælpsafsnittet.

Møder op i god tid, er nervøs som bare pokker. Min sagsbehandler kalder mig ind, præsenterer sig og siger "Nå, men du skal aktiveres med det samme." Jeg bryder sammen i gråd. Kan sgu ikke klare mere. Sagsbehandleren virker ret overrasket og meget i vildrede, men fastholder til at starte med, at man får ikke en krone med mindre man går med til aktivering. Jeg kan slet ikke noget, kan ikke sige noget, kan slet ikke tænke klart...andet end at forsøge mig med "the stiff upperlip", men det er sgu svært når tårerne

torsdag den 8. marts 2012

Syg af at arbejde - del 1 Mødet med 'systemet'

Min historie: Jeg er 41, mand og førtidspensionist. Har et par diagnoser fra psykiatrien med i rygsækken. Jeg har valgt at smide historien i bidder. For det første er det en længere historie, for det andet har jeg svært ved at overskue at skulle skrive hele historien på én gang.

Lad os starte med lidt baggrund. Jeg kommer fra en ganske almindelig kernefamilie. 2 voksne, 2 børn, arbejderklasse (som det vidst hed engang). Mine forældre har ikke de høje uddannelser, men formåede begge at knokle sig op til gode stillinger. Devisen var simpel: Tag hænderne op ad lommen...Arbejd dig fremad. Den detalje har siddet dybt i både min bror og jeg fra vi har helt små. Vi var begge "overachievers"i folkeskolen af samme grund. Gik på en privatskole af den slags, hvor "vigtige" folks børn fik bedre karakterer end pøblens afkom....af rent princip. Men jeg gik nu alligevel ud af skolen med et gennemsnit, som var ganske højt. Vil man opnå noget, må man knokle for det.

Som 16-årig var det så ud på arbejdsmarkedet. De første par år var det lidt so and so...Vidste ikke hvad jeg ville, hvilken retning jeg skulle i. Én ting var jeg dog sikker på...Jeg skulle aldrig arbejde i butik!! Det var helt sikkert!!!  Spoler lidt hurtigt frem her...og endte med at stå i butik. Ikke, at jeg havde ændret synspunkt som sådan, men DER var der et job...og det mest trælse ved det var, at jeg faktisk nød det lidt. Jeg var også god til det...og så bliver man sgu sulten. Måske er det jo bare den vej man skal...og igen...hvis man går til makronerne kan man måske komme fremad. Det projekt lykkedes ganske godt.

Nogle år senere stod jeg med en chef-titel, en forretning som var mit ansvar. Synes selv, at tingene kørte på skinner. Rimelig løn, lidt prestige og et spændende job, med nogle muligheder for at komme videre. Det var så godt nok mange timer på en uge...og det var også faktisk et tungt ansvar, men jeg så det som en udfordring. Nød, at det firma havde så stor tillid til mig.

Efter noget tid opstod der så lidt problemer...underbemanding...flere timer på jobbet....mere underbemanding...flere opgaver, flere timer på jobbet. Det begyndte at slide på mig. Det begyndte at gå op for mig, at jeg ikke kunne have 5000 bolde i luften på én gang...og gribe dem alle..Det havde jeg ellers kunnet. Det var min absolutte styrke: Mit overblik! I løbet af de sidste 14 dage gik det tal bare nedad...ikke 5000 bolde...4000 var lige pludselig også for meget..3000...1000....200..hvoraf jeg kunne gribe de 8!! Timetallet var på den gale side af 80 om ugen.

Jeg kunne godt mærke, at der skete et eller andet, som jeg ikke kunne styre, men...

tirsdag den 28. februar 2012

“Jeg er jo bare doven og gider ikke lave noget som helst….”


“klokken er halv seks og mit vækkeur ringer. Tid til endnu en arbejdsdag med sagsbehandling på kommunen. Jeg er 24 år og gift på andet år, endnu ingen børn men det kommer nok snart også.
Jeg er uddannet kontorassistent og vil egentlig gerne videreuddannes til socialrådgiver….”

NEWS FLASH!!

Ovenstående har ikke meget til fælles med det liv og den hverdag jeg har. Jo jeg er 24 år og gift på andet år, men resten er ønsketænkning.

Sandheden er at jeg i ca. to år har været syg med kronisk hovedpine og migræne og lægerne har nu givet op og jeg må finde ud af at leve med daglige smerter.  Jeg er dog også “velsignet” med et par andre kroniske sygdomme, men i forhold til altid at have ond i hovedet er de ikke så slemme.

Det lykkedes mig, med hjælp fra en uvurderlig arbejdsgiver, at få uddannelsen kontormedarbejder på merit, men som tingene er nu kan jeg desværre ikke bruge den.
Jeg tænker tit på at jeg gerne vil læse jura, historie eller blive f.eks. Lægesekretær, men mit funktionsniveau ligger på et par timer daglig nogle dage lidt mere andre slet ingenting.

At være sygemeldt i vores samfund i dag er nærmest en kriminel handling, for , og måske især, når man ikke har en synlig sygdom så stilles der spørgsmål ved om du nu også er syg, om du ikke bare kan tage en Panodil og komme videre, om du ikke bare er hypokonder eller måske bare doven og ugidelig. Nej jeg mener ikke at det er det, kun, offentlige der mistænkeliggør de syge. Nej det er skam kolleger, naboer og familien. Tyg lige på den engang og forestil dig følgende:

fredag den 24. februar 2012

Et vidunderbarn i frit fald

Jeg har fået lov at dele min datters livssituation på denne blog.

Hun formår ikke selv at sætte sig ned og skrive. Ikke fordi hun ikke har evnerne til det. Hun har altid været en mønsterelev - ikke altid på arbejdsindsats, for hun havde alt for let ved det faglige og har, indtil hendes problemer begyndte for et par år siden, stort set fået topkarakterer i alt.

Hun var en glad, sjov, aktiv, kreativ, kærlig og populær pige. Hun var et rodehoved, bevares (det er jo mor, der skriver), men hun elskede at være sammen med familie og venner, sin skole og sin dans. Efterskole, gymnasie, universitet - det gik bare derudaf, til trods for at vi har haft sygdom tæt inde på livet i familien.

Men min dejlige pige, som nu er en ung kvinde, formår ikke længere...ja, næsten noget som helst. Hun måtte opgive og droppe ud af sit prestigefyldte universitetsstudie på KU efter mere end et års kamp, først for at holde fast, dernæst for at vende tilbage - et år, hvor SU-taksameteret ufortrødent har forbrugt dyrebare klip. Et år, hvor hun benægtede og afviste enhver tanke om "ikke at kunne klare den". Et år, hvor hun med sin stålvilje hårdnakket holdt fast i fuldtidsstudie, to-et-halvt deltidsjobs (kontor, bartender, model), samt et socialt liv. Et år, hvor hun krampagtigt skjulte for stort set alle, hvordan alle fortøjninger indeni langsomt begyndte at løsne sig. Et år, hvor læge og psykolog på studenterrådgivningen blev ved med at afvise hende med ord som "gå til yoga, køb en meditations-cd - der er ikke noget galt med dig". Og det var jo også det, hun helst ville høre. For hun VILLE ikke acceptere, at der skulle være noget galt med hende. At hun ikke skulle kunne klare den, ligesom 'alle de andre'.

Og at klare den betød ikke blot at bestå eksamen - nej, det var krise, hvis karakteren var under 10. For hun erfarede tidligt, hvordan alle bævrede af stolthed og beundring og klappede hysterisk, hver gang en ny formidabel præstation - af hende selv såvel som af andre - blev udstillet for den succesafhængige omverden. Og hun måtte heller ikke se forkert ud - altså vægten skulle være 'rigtig', tøjet og håret ligeså, selvom hun var rigtig god til genbrugsstilen.

Det er det mest uhyggelige, jeg nogensinde har været tilskuer til. Hun endte med at være herhjemme, først i ca. fem måneder. At se hende langsomt forsvinde ind i en paranoid verden, hvor angsten for andres misbilligelse udviklede sig til decideret vanvittige forestillinger om sammensværgelser, hvor hun var udenfor 'noget', som alle vi andre var en del af - et eksperiment, som gik ud på at gøre hende til grin.

Hun kunne ikke 'knække koden' og forsøgte at lede efter 'sandheden' i tykke, filosofiske bøger, men hun kunne ikke koncentrere sig, læste samme afsnit forfra igen og igen uden at få sammenhæng i noget - og holdt nidkært øje med, om hun kunne finde afsløringer af eller tegn på sammensværgelser mod hende på nettet. Det kulminerede med indlæggelse på en (åben) psykiatrisk afdeling.

Den aften, hun blev indlagt, skulle vi vente en times tid, før de var klar til at tage i mod hende på afdelingen. Den næste dag, da jeg besøgte hende, fortalte hun mig - lidt pinlig berørt, for hun mistede aldrig helt kontakten til virkeligheden og var hele tiden klar over 'det sindssyge' i hendes tanker - at hun aftenen før havde måttet bekæmpe en forestilling om, at ventetiden havde skyldtes, at de skulle sætte kameraer op først (så alle vi, som var en del af dette 'noget', kunne sidde og grine af hende i bedste reality-show stil).

Hun var indlagt i en lille måned og derefter flyttede hun hjem igen. Hun sagde sit kollegieværelse op og flyttede sine ting i opmagasinering. Det var frygteligt for hende at 'give op' og 'bevæge sig bagud og ikke fremad'.

Hun havde stadig stakke af bøger liggende fremme, så hun kunne gøre sin bachelor færdig. Hun flyttede lidt rundt på dem, hun kunne nærmest ikke røre ved dem, for hun vidste ikke, hvor hun skulle begynde. Hun forsøgte at tage dem med ud til venner og en faster, som selv læste til eksamen. Hun fik højst skrevet en side af og til. Hun skulle lave en film som en del af bachelorprojektet, og hun fik lånt dyrt filmudstyr, som stod og gloede hånende på hende i ugevis.

Og for hver dag, hvert minut, hvert øjeblik hun ikke lykkedes, gnavedes endnu et stykke af hendes selvrespekt, hendes selvbillede, af HENDE.

I starten måtte INGEN, hverken familien eller vennerne, vide noget som helst. Jeg fik mundkurv på og respekterede i lang tid hendes ønske, men hun havde jo brug for at finde ud af, at folk holdt af hende, selvom hun ikke fremstod i den perfekte udgave, som hun var sikker på, at de forventede. Hun gik til sidst med til at lade et enkelt familiemedlem og en enkelt veninde vide, at hun var indlagt, og langsomt indviede hun omverdenen i sin hemmelighed.

Hun er nu 24 år. Hun er flyttet i en lille lejlighed, men hun er langt fra ude af depressionen.  Kort tid efter hun flyttede for sig selv skar hun sig i håndleddet, og hun har mange 'hårde' dage.

Hun har forsøgt at holde fast i nogle få timers deltidsarbejde med rengøring, som nu modregnes i kontanthjælpen (kr. 6.660 pr. md. brutto). Hun har ca. kr. 1.500 efter boligudgifter (inkl. udgift til fællesantenne, så selv om hun ikke har et tv, skal hun betale kr. 289 pr. md. til det, husleje er kr. 3.200) og forsikringer . Dvs. til eventuel telefon, mad, tøj, alt. Selv uden telefon er det umuligt at leve for, dog - vi har jo ingen fattige i Danmark, siger Joachim.

Men som hun siger: "Jeg har i det mindste et arbejde."

Hver dag er en kamp. En kamp for at finde tilbage til sig selv. En kamp for at holde sit hjem og sig selv. En kamp for at holde 'de sorte tanker' og meningsløsheden på afstand.

Hun er positiv og lykkelig over, at hun endelig er blevet tilbudt et daghøjskoleforløb for arbejdsledige. Hun suger til sig af alt, de har at byde på, og sætter pris på de faste rammer, som giver hende en mere 'normal' hverdagsstruktur - "som alle andre".

Jeg håber så meget på det bedste for hende. Men hvis jeg hører/læser mere om, hvor ugidelige og lykkelige folk på kontanthjælp er, så skriger jeg.

---

Min datter har lige læst dette, for jeg vil ikke risikere på nogen måde at skrive noget om hende, som hun ikke kan stå inde for - eller som hun ikke kan tåle 'sagt højt'. Hun græder, men som hun siger: "Det er sådan, mit liv er - og jeg har ikke mere at miste. Det er jo vigtigt, at vores synsvinkel også bliver hørt."


lørdag den 18. februar 2012

Et liv med kaos og nederlag


Jeg skrev for nylig et brev til en nær veninde, som bor i USA, og som opfordrede mig til at bruge LinkedIn og Twitter, fordi jeg fortalte om denne blog, min hyppige, om end ustabile, deltagelse i den offentlige debat, samt min livslange optagethed af social (u)lighed.

Jeg fik oprettet en LinkedIn profil, og et par dage senere spurgte hun, om jeg havde oprettet en Twitter profil endnu.

Da jeg havde skrevet nedenstående meget lange svar på hendes spørgsmål, gik det op for mig, at det jo faktisk var en ganske god beskrivelse af min egen historie i forhold til sygdom og utilstrækkelighed i forhold til både arbejdsmarked og livet i det hele taget.

Så jeg har oversat brevet til min veninde, som altid har været min trofaste ’cheerleader’ igennem gode og dårlige tider.

”Here it goes”, som de siger ’over there’:

*****************************************
(rødmer af skam) Neeeej, Reesy, jeg har denne her fornemmelse af, at jeg vil bliver oversvømmet med kommunikation og information:

Facebook, LinkedIn, min daglige avis (og sommetider deltager jeg i online debat på deres webside), mine news feeds fra hele verden, mine to forskellige email-konti, mine to blogge – i tillæg til MENNESKER, specielt de små af slagsen, som bor hos mig, diverse forældremøder (jeg er medlem af et klasseforældreråd), månedlige møder i ADHD-voksengruppen (som jeg kun har deltaget i én gang i det sidste år) – og jeg HAR endda nogle få venner tilbage, som hænger ved trods vores sjældne kontakt…du ved, alt det der IRL (In Real Life) samvær --- WHAT THE F***? AAAARRRRGGGGHHHHH der er alt for meget jeg skal holde styr på.

Det er lige gået op for mig, hvorfor jeg måske af og til føler mig overvældet.

Ser du, det er faktisk et udmærket billede af selve mit ’problem’: Jeg har masser af energi, idéer og engagement, men jeg besidder ikke de nødvendige evner til at prioritere/strukturere/planlægge/organisere, så alt det, som jeg lige har nævnt for dig, er ét stort kaos inde i mit hoved. Jeg har intet overblik over noget af det – det såkaldt forkromede – så jeg har en følelse af konstant at have overset, glemt, udeladt og ikke gjort noget, som skulle have været gjort, men jeg ved ikke, hvad det er, hvordan det skulle have været prioriteret, eller hvordan jeg får skabt et overblik.

Dette er også gældende, når det kommer til de mere praktiske opgave, som jeg må have styr på som den eneste voksne i vores husholdning. Grundet mit ADHD-handicap modtager jeg hjælp fra kommunen:

  • En gang om ugen kommer en yderst kompetent og professionel ADHD-konsulent hjem til mig i tre timer og hjælper mig med at prioritere og strukturere ’mit liv’, og en gang om ugen har jeg en aftalt telefonsamtale af max en times varighed med hende – jeg kalder hende ’MIN HJERNE’.
  • En gang hver anden uge er jeg bevilget hjælp til den ’hårdere’ rengøring (dels fordi jeg udover min hjernefejl har lidt af tiltagende ledsmerter i mange år, dels for at strukturere rengøringen – jeg gør selv rent sammen med hjemmehjælperen).
Tro mig – disse foranstaltninger har reddet min forstand. Og mine børns.

Men, ser du, jeg har ikke denne støtte og hjælp til at prioritere og strukturere alle de andre ting, som jeg brænder for og gerne ville engagere mig i – det politisk aktivistiske, som jeg kun engagerer mig i fra min computer, selvom jeg ville elske at involvere mig mere aktivt udenfor hjemmet. Eller mine fritidsinteresser (maleri, tegning, fotografering, skriverier, slægtsforskning), som jeg sjældent og sporadisk får tid til at nyde. Fordi det sekund, hvor jeg skal træde ud af mit hjem, falder hele strukturen sammen om ørerne på mig (inde i mit hoved), og jeg mister mit flygtige overblik. Og dem, som lider mest, når det sker, er mine børn.

Og i øvrigt, HVIS jeg magtede at gå ud i verden og bidrage…..VILLE JEG STADIG HAVE MIT ARBEJDE!!!

Jeg ELSKEDE mit job som socialrådgiver. Jeg gjorde en lille forskel for et mindre antal mennesker, men jeg havde ingen ressourcer tilovers til at engagere mig i politiske aktiviteter, hvor jeg kunne have større indflydelse i debatten om socialpolitiske emner. Det var begrænset til det lejlighedsvise læserbrev i trykte medier.

Så lige nu afholder jeg mig fra Twitter, indtil jeg får styr på alle de andre kontaktflader --- forstår du?

Faktisk, Charisse, så hader jeg blot at skulle se på det eller sætte ord på det, men jeg er i virkeligheden bare kørt ned – af at forsøge i årevis at gøre det, som jeg bare ikke evnede at gøre. Så i dag er det yderst sjældent, at jeg inviterer til socialt samvær, kun til fødselsdage, og jeg deltager kun i sociale begivenheder, når jeg ikke kan undgå det. Jeg ved godt, at det måske ikke er den optimale måde at leve på, men i det mindste lever jeg og er nogenlunde omgængelig for mine børn, familie, venner og bekendte.

Jeg kan bare ikke opfylde alle forventningerne, for jeg er kun én person (med en produktionsfejl i toppen), og hør her, forældreskab er ikke en simpel sag --- ja, jeg sætter en meget høj standard for mig som forælder. Jeg accepterer ikke kompromisser, når det kommer til mine børns trivsel og udvikling til at blive de mennesker, som de har potentiale til at blive – PUNKTUM. Det er og har altid været min første prioritet, og da jeg har disse løse forbindelser i min hjerne, kræver forældrerollen alene en stor del af mine ressourcer. Men trods mine bestræbelser på at overholde mine kompromisløse standarder, har det taget hårdt på mine børn, når jeg har haft gentagne perioder med alvorlig depression forårsaget af overbelastninger i forbindelse med mine forsøg på at varetage både karriere og hjem. Men i det mindste har jeg det håb, at min førtidspensionering kan forebygge varige skader på mine børns selvtillid og tillid til verden rundt om dem.

Og om mig selv – jeg har altid sagt, at jeg skulle være født som mand. Så havde jeg måske haft en kone derhjemme og en sekretær på arbejde til at udfylde mine huller….hahahaha

Under alle omstændigheder er jeg fast besluttet på at få det bedste ud af mine livsvilkår, som de nu er. Jeg vil ganske givet af og til skuffe andre og mig selv, men jeg ved inderst inde, at jeg gør mit bedste – og mere kan jeg ikke gøre.

Waauww det blev et helt essay til dig, min ven….men du overøser mig med så megen kærlighed og accept, at jeg føler mig helt tryg ved at dele mine inderste tanker og følelser med dig…det er ikke noget, som jeg gør vanemæssigt – jeg foretrækker at fremstå som SUPERWOMAN. 

Kærlig hilsen Vibeke C

****************************************

Dette var ordene til min kære veninde. Jeg er – som det sidste afsnit indikerer – ikke helt tryg ved at blotlægge min egen sårbarhed offentligt på denne måde. Jeg overvejede at skrive det som en anonym historie her på bloggen, men det virker forkert og imod mine overbevisninger, at man ikke skal kunne stå åbent ved sit liv, af frygt for potentiel hån og foragt fra andre. Det kan være jeg kommer til at fortryde, men så overlever jeg nok også det.

lørdag den 11. februar 2012

Er dette en værdig måde at slutte arbejdslivet på?

Jeg vil ikke blande mig i debatten med navns nævnelse, - af frygt for at jeg mister sygedagpenge/dagpengeretten de sidste 6 måneder jeg har tilbage på "arbejdsmarkedet" (som jo reelt ikke er der når man er 64½ og ikke kan følge med mere), men her føler jeg mig tryg nok.

Om så årsagen til at man ikke kan følge med mere er Depression eller "opgivet håb", forårsaget af Systemets pres, kan jeg ikke helt holde styr på, - men min situation er kort fortalt.

10 år i en stilling som eneansvarlig systemadministrator på et netværk med 100 pc arbejdspladser, 4 Servere, og 3000 brugere at holde styr på, - som over årene voksede til 400 pc arbejdspladser, 12 Servere og 6000 brugere. Da min arbejdsplads fusionerede med andre af samme art, var vi nu blevet nok i vores lille gruppe af administratorer til at danne en lokalgruppe under HK, og da jeg var den der "råbte højst", blev jeg valgt(nærmest tvunget til) at være TR. - Jeg holdt mit løfte, - lige løn for lige arbejde under samme ledelse.

Men prisen, - ?

Da jeg syntes at jeg ikke kunne klare det større arbejdspres, og bad om hjælp (flere hænder), var tavsheden larmende. Jeg gik ned med flaget, kunne ikke sove om natten, fik lavet mindre og mindre til trods for at når jeg nu ikke kunne sove, kunne jeg jo lige så godt tage ind på jobbet og få noget fra hånden før ulvene mødte, - men jeg var jo i færd med at tage mig selv ad dage.

Blomster, da jeg sygemeldte mig? Medfølende ord fra mine kollegaer? Nej! - larmende tavshed.

Jeg skulle jo tilbage igen, og da jeg meddelte at jeg mente jeg var klar, - blev jeg placeret på hovedkontoret sammen med den af alle de vidste jeg IKKE kunne arbejde sammen med. Ville man af med TR, der ikke kunne stå for mosten?

Efter sammenlagt et års "fravær", for jeg var jo ikke syg! - forespørgsel i HK om de måtte fyre mig, - HK spørger mig, hvortil jeg siger, - de vil jo ikke have mig tilbage, så, ja tak..... Da dem jeg havde arbejdet for at få lige løn for lige arbejde erfarede at jeg var blevet fyret kom der NUL mails, - med tak for kampen.

2½ år er gået med at skrive den ene målrettede ansøgning efter den anden, 2 samtale er det blevet til, hvor der i den ene blev sagt inden jeg fik sat mig "sig mig lige, hvor gammel er du i grunden?" - 11 møder med HKs a-kasse, hvor kreaturene er gennet sammen for at få indprentet at "det må da være dig der er noget galt med, siden du ikke kan finde dig et job!". Mindst lige så mange "kurser" for at "lære" at skrive en ansøgning.

Kursus efterfulgt af et job hvor jeg skulle blødt i gang, med kr. 100/time i løntilskud, - ja goddag mand økseskaft. Første dag, 10 timer uden pause, anden dag 11 timer uden pause, - det var hvad jeg kunne klare, og ville have en dag til at komme op efter luft, - "kan du ikke klare mosten, kan jeg ikke bruge dig" var svaret.

Netto skulle bruge en flaskedreng, - jeg spurgte bestyreren om han kunne tage mig i betragtning, da jeg havde brug for at have noget at stå op til, hvortil han slog i en skraldlatter.......... jeg mente det sgu.

Nu? - jeg har måtte bede min læge om hjælp, mine mavesmerter er blevet for meget, mit selvværd er ikke eksisterende, jeg kan ikke sove mere end 3-5 timer, ingen appetit, er begyndt at ryge igen efter 5 år som glad røgfri. Har netop været indkaldt til jobcenter møde/samtale om min "sygdom" for kommunen. Er blevet kategoriseret gruppe 1, - "du er ikke så syg, du er nok frisk om et par uger"....

Er dette en værdig måde at slutte arbejdslivet på?

torsdag den 9. februar 2012

Send dit indlæg her!



Du kan sende dit indlæg til denne mailadresse:

vcaroe@gmail.com


Eller send dit indlæg til mig via:

Dit navn:

Din mailadresse:

Dit indlæg: