Jeg håber med dette initiativ at kunne samle en række personlige historier fra "det virkelige liv" om, hvordan det føles at stå uden arbejde eller at være i risiko for det - OG samtidig være genstand for den aktuelle hadefulde retorik i den offentlige debat om mennesker udenfor arbejdsmarkedet.

Fordi vores stemme er fraværende - eller hånes - i debatten!

OBS! Se også Laila Ammitsbøls indlæg på sin blog om emnet - KLIK HER


tirsdag den 28. februar 2012

“Jeg er jo bare doven og gider ikke lave noget som helst….”


“klokken er halv seks og mit vækkeur ringer. Tid til endnu en arbejdsdag med sagsbehandling på kommunen. Jeg er 24 år og gift på andet år, endnu ingen børn men det kommer nok snart også.
Jeg er uddannet kontorassistent og vil egentlig gerne videreuddannes til socialrådgiver….”

NEWS FLASH!!

Ovenstående har ikke meget til fælles med det liv og den hverdag jeg har. Jo jeg er 24 år og gift på andet år, men resten er ønsketænkning.

Sandheden er at jeg i ca. to år har været syg med kronisk hovedpine og migræne og lægerne har nu givet op og jeg må finde ud af at leve med daglige smerter.  Jeg er dog også “velsignet” med et par andre kroniske sygdomme, men i forhold til altid at have ond i hovedet er de ikke så slemme.

Det lykkedes mig, med hjælp fra en uvurderlig arbejdsgiver, at få uddannelsen kontormedarbejder på merit, men som tingene er nu kan jeg desværre ikke bruge den.
Jeg tænker tit på at jeg gerne vil læse jura, historie eller blive f.eks. Lægesekretær, men mit funktionsniveau ligger på et par timer daglig nogle dage lidt mere andre slet ingenting.

At være sygemeldt i vores samfund i dag er nærmest en kriminel handling, for , og måske især, når man ikke har en synlig sygdom så stilles der spørgsmål ved om du nu også er syg, om du ikke bare kan tage en Panodil og komme videre, om du ikke bare er hypokonder eller måske bare doven og ugidelig. Nej jeg mener ikke at det er det, kun, offentlige der mistænkeliggør de syge. Nej det er skam kolleger, naboer og familien. Tyg lige på den engang og forestil dig følgende:

fredag den 24. februar 2012

Et vidunderbarn i frit fald

Jeg har fået lov at dele min datters livssituation på denne blog.

Hun formår ikke selv at sætte sig ned og skrive. Ikke fordi hun ikke har evnerne til det. Hun har altid været en mønsterelev - ikke altid på arbejdsindsats, for hun havde alt for let ved det faglige og har, indtil hendes problemer begyndte for et par år siden, stort set fået topkarakterer i alt.

Hun var en glad, sjov, aktiv, kreativ, kærlig og populær pige. Hun var et rodehoved, bevares (det er jo mor, der skriver), men hun elskede at være sammen med familie og venner, sin skole og sin dans. Efterskole, gymnasie, universitet - det gik bare derudaf, til trods for at vi har haft sygdom tæt inde på livet i familien.

Men min dejlige pige, som nu er en ung kvinde, formår ikke længere...ja, næsten noget som helst. Hun måtte opgive og droppe ud af sit prestigefyldte universitetsstudie på KU efter mere end et års kamp, først for at holde fast, dernæst for at vende tilbage - et år, hvor SU-taksameteret ufortrødent har forbrugt dyrebare klip. Et år, hvor hun benægtede og afviste enhver tanke om "ikke at kunne klare den". Et år, hvor hun med sin stålvilje hårdnakket holdt fast i fuldtidsstudie, to-et-halvt deltidsjobs (kontor, bartender, model), samt et socialt liv. Et år, hvor hun krampagtigt skjulte for stort set alle, hvordan alle fortøjninger indeni langsomt begyndte at løsne sig. Et år, hvor læge og psykolog på studenterrådgivningen blev ved med at afvise hende med ord som "gå til yoga, køb en meditations-cd - der er ikke noget galt med dig". Og det var jo også det, hun helst ville høre. For hun VILLE ikke acceptere, at der skulle være noget galt med hende. At hun ikke skulle kunne klare den, ligesom 'alle de andre'.

Og at klare den betød ikke blot at bestå eksamen - nej, det var krise, hvis karakteren var under 10. For hun erfarede tidligt, hvordan alle bævrede af stolthed og beundring og klappede hysterisk, hver gang en ny formidabel præstation - af hende selv såvel som af andre - blev udstillet for den succesafhængige omverden. Og hun måtte heller ikke se forkert ud - altså vægten skulle være 'rigtig', tøjet og håret ligeså, selvom hun var rigtig god til genbrugsstilen.

Det er det mest uhyggelige, jeg nogensinde har været tilskuer til. Hun endte med at være herhjemme, først i ca. fem måneder. At se hende langsomt forsvinde ind i en paranoid verden, hvor angsten for andres misbilligelse udviklede sig til decideret vanvittige forestillinger om sammensværgelser, hvor hun var udenfor 'noget', som alle vi andre var en del af - et eksperiment, som gik ud på at gøre hende til grin.

Hun kunne ikke 'knække koden' og forsøgte at lede efter 'sandheden' i tykke, filosofiske bøger, men hun kunne ikke koncentrere sig, læste samme afsnit forfra igen og igen uden at få sammenhæng i noget - og holdt nidkært øje med, om hun kunne finde afsløringer af eller tegn på sammensværgelser mod hende på nettet. Det kulminerede med indlæggelse på en (åben) psykiatrisk afdeling.

Den aften, hun blev indlagt, skulle vi vente en times tid, før de var klar til at tage i mod hende på afdelingen. Den næste dag, da jeg besøgte hende, fortalte hun mig - lidt pinlig berørt, for hun mistede aldrig helt kontakten til virkeligheden og var hele tiden klar over 'det sindssyge' i hendes tanker - at hun aftenen før havde måttet bekæmpe en forestilling om, at ventetiden havde skyldtes, at de skulle sætte kameraer op først (så alle vi, som var en del af dette 'noget', kunne sidde og grine af hende i bedste reality-show stil).

Hun var indlagt i en lille måned og derefter flyttede hun hjem igen. Hun sagde sit kollegieværelse op og flyttede sine ting i opmagasinering. Det var frygteligt for hende at 'give op' og 'bevæge sig bagud og ikke fremad'.

Hun havde stadig stakke af bøger liggende fremme, så hun kunne gøre sin bachelor færdig. Hun flyttede lidt rundt på dem, hun kunne nærmest ikke røre ved dem, for hun vidste ikke, hvor hun skulle begynde. Hun forsøgte at tage dem med ud til venner og en faster, som selv læste til eksamen. Hun fik højst skrevet en side af og til. Hun skulle lave en film som en del af bachelorprojektet, og hun fik lånt dyrt filmudstyr, som stod og gloede hånende på hende i ugevis.

Og for hver dag, hvert minut, hvert øjeblik hun ikke lykkedes, gnavedes endnu et stykke af hendes selvrespekt, hendes selvbillede, af HENDE.

I starten måtte INGEN, hverken familien eller vennerne, vide noget som helst. Jeg fik mundkurv på og respekterede i lang tid hendes ønske, men hun havde jo brug for at finde ud af, at folk holdt af hende, selvom hun ikke fremstod i den perfekte udgave, som hun var sikker på, at de forventede. Hun gik til sidst med til at lade et enkelt familiemedlem og en enkelt veninde vide, at hun var indlagt, og langsomt indviede hun omverdenen i sin hemmelighed.

Hun er nu 24 år. Hun er flyttet i en lille lejlighed, men hun er langt fra ude af depressionen.  Kort tid efter hun flyttede for sig selv skar hun sig i håndleddet, og hun har mange 'hårde' dage.

Hun har forsøgt at holde fast i nogle få timers deltidsarbejde med rengøring, som nu modregnes i kontanthjælpen (kr. 6.660 pr. md. brutto). Hun har ca. kr. 1.500 efter boligudgifter (inkl. udgift til fællesantenne, så selv om hun ikke har et tv, skal hun betale kr. 289 pr. md. til det, husleje er kr. 3.200) og forsikringer . Dvs. til eventuel telefon, mad, tøj, alt. Selv uden telefon er det umuligt at leve for, dog - vi har jo ingen fattige i Danmark, siger Joachim.

Men som hun siger: "Jeg har i det mindste et arbejde."

Hver dag er en kamp. En kamp for at finde tilbage til sig selv. En kamp for at holde sit hjem og sig selv. En kamp for at holde 'de sorte tanker' og meningsløsheden på afstand.

Hun er positiv og lykkelig over, at hun endelig er blevet tilbudt et daghøjskoleforløb for arbejdsledige. Hun suger til sig af alt, de har at byde på, og sætter pris på de faste rammer, som giver hende en mere 'normal' hverdagsstruktur - "som alle andre".

Jeg håber så meget på det bedste for hende. Men hvis jeg hører/læser mere om, hvor ugidelige og lykkelige folk på kontanthjælp er, så skriger jeg.

---

Min datter har lige læst dette, for jeg vil ikke risikere på nogen måde at skrive noget om hende, som hun ikke kan stå inde for - eller som hun ikke kan tåle 'sagt højt'. Hun græder, men som hun siger: "Det er sådan, mit liv er - og jeg har ikke mere at miste. Det er jo vigtigt, at vores synsvinkel også bliver hørt."


lørdag den 18. februar 2012

Et liv med kaos og nederlag


Jeg skrev for nylig et brev til en nær veninde, som bor i USA, og som opfordrede mig til at bruge LinkedIn og Twitter, fordi jeg fortalte om denne blog, min hyppige, om end ustabile, deltagelse i den offentlige debat, samt min livslange optagethed af social (u)lighed.

Jeg fik oprettet en LinkedIn profil, og et par dage senere spurgte hun, om jeg havde oprettet en Twitter profil endnu.

Da jeg havde skrevet nedenstående meget lange svar på hendes spørgsmål, gik det op for mig, at det jo faktisk var en ganske god beskrivelse af min egen historie i forhold til sygdom og utilstrækkelighed i forhold til både arbejdsmarked og livet i det hele taget.

Så jeg har oversat brevet til min veninde, som altid har været min trofaste ’cheerleader’ igennem gode og dårlige tider.

”Here it goes”, som de siger ’over there’:

*****************************************
(rødmer af skam) Neeeej, Reesy, jeg har denne her fornemmelse af, at jeg vil bliver oversvømmet med kommunikation og information:

Facebook, LinkedIn, min daglige avis (og sommetider deltager jeg i online debat på deres webside), mine news feeds fra hele verden, mine to forskellige email-konti, mine to blogge – i tillæg til MENNESKER, specielt de små af slagsen, som bor hos mig, diverse forældremøder (jeg er medlem af et klasseforældreråd), månedlige møder i ADHD-voksengruppen (som jeg kun har deltaget i én gang i det sidste år) – og jeg HAR endda nogle få venner tilbage, som hænger ved trods vores sjældne kontakt…du ved, alt det der IRL (In Real Life) samvær --- WHAT THE F***? AAAARRRRGGGGHHHHH der er alt for meget jeg skal holde styr på.

Det er lige gået op for mig, hvorfor jeg måske af og til føler mig overvældet.

Ser du, det er faktisk et udmærket billede af selve mit ’problem’: Jeg har masser af energi, idéer og engagement, men jeg besidder ikke de nødvendige evner til at prioritere/strukturere/planlægge/organisere, så alt det, som jeg lige har nævnt for dig, er ét stort kaos inde i mit hoved. Jeg har intet overblik over noget af det – det såkaldt forkromede – så jeg har en følelse af konstant at have overset, glemt, udeladt og ikke gjort noget, som skulle have været gjort, men jeg ved ikke, hvad det er, hvordan det skulle have været prioriteret, eller hvordan jeg får skabt et overblik.

Dette er også gældende, når det kommer til de mere praktiske opgave, som jeg må have styr på som den eneste voksne i vores husholdning. Grundet mit ADHD-handicap modtager jeg hjælp fra kommunen:

  • En gang om ugen kommer en yderst kompetent og professionel ADHD-konsulent hjem til mig i tre timer og hjælper mig med at prioritere og strukturere ’mit liv’, og en gang om ugen har jeg en aftalt telefonsamtale af max en times varighed med hende – jeg kalder hende ’MIN HJERNE’.
  • En gang hver anden uge er jeg bevilget hjælp til den ’hårdere’ rengøring (dels fordi jeg udover min hjernefejl har lidt af tiltagende ledsmerter i mange år, dels for at strukturere rengøringen – jeg gør selv rent sammen med hjemmehjælperen).
Tro mig – disse foranstaltninger har reddet min forstand. Og mine børns.

Men, ser du, jeg har ikke denne støtte og hjælp til at prioritere og strukturere alle de andre ting, som jeg brænder for og gerne ville engagere mig i – det politisk aktivistiske, som jeg kun engagerer mig i fra min computer, selvom jeg ville elske at involvere mig mere aktivt udenfor hjemmet. Eller mine fritidsinteresser (maleri, tegning, fotografering, skriverier, slægtsforskning), som jeg sjældent og sporadisk får tid til at nyde. Fordi det sekund, hvor jeg skal træde ud af mit hjem, falder hele strukturen sammen om ørerne på mig (inde i mit hoved), og jeg mister mit flygtige overblik. Og dem, som lider mest, når det sker, er mine børn.

Og i øvrigt, HVIS jeg magtede at gå ud i verden og bidrage…..VILLE JEG STADIG HAVE MIT ARBEJDE!!!

Jeg ELSKEDE mit job som socialrådgiver. Jeg gjorde en lille forskel for et mindre antal mennesker, men jeg havde ingen ressourcer tilovers til at engagere mig i politiske aktiviteter, hvor jeg kunne have større indflydelse i debatten om socialpolitiske emner. Det var begrænset til det lejlighedsvise læserbrev i trykte medier.

Så lige nu afholder jeg mig fra Twitter, indtil jeg får styr på alle de andre kontaktflader --- forstår du?

Faktisk, Charisse, så hader jeg blot at skulle se på det eller sætte ord på det, men jeg er i virkeligheden bare kørt ned – af at forsøge i årevis at gøre det, som jeg bare ikke evnede at gøre. Så i dag er det yderst sjældent, at jeg inviterer til socialt samvær, kun til fødselsdage, og jeg deltager kun i sociale begivenheder, når jeg ikke kan undgå det. Jeg ved godt, at det måske ikke er den optimale måde at leve på, men i det mindste lever jeg og er nogenlunde omgængelig for mine børn, familie, venner og bekendte.

Jeg kan bare ikke opfylde alle forventningerne, for jeg er kun én person (med en produktionsfejl i toppen), og hør her, forældreskab er ikke en simpel sag --- ja, jeg sætter en meget høj standard for mig som forælder. Jeg accepterer ikke kompromisser, når det kommer til mine børns trivsel og udvikling til at blive de mennesker, som de har potentiale til at blive – PUNKTUM. Det er og har altid været min første prioritet, og da jeg har disse løse forbindelser i min hjerne, kræver forældrerollen alene en stor del af mine ressourcer. Men trods mine bestræbelser på at overholde mine kompromisløse standarder, har det taget hårdt på mine børn, når jeg har haft gentagne perioder med alvorlig depression forårsaget af overbelastninger i forbindelse med mine forsøg på at varetage både karriere og hjem. Men i det mindste har jeg det håb, at min førtidspensionering kan forebygge varige skader på mine børns selvtillid og tillid til verden rundt om dem.

Og om mig selv – jeg har altid sagt, at jeg skulle være født som mand. Så havde jeg måske haft en kone derhjemme og en sekretær på arbejde til at udfylde mine huller….hahahaha

Under alle omstændigheder er jeg fast besluttet på at få det bedste ud af mine livsvilkår, som de nu er. Jeg vil ganske givet af og til skuffe andre og mig selv, men jeg ved inderst inde, at jeg gør mit bedste – og mere kan jeg ikke gøre.

Waauww det blev et helt essay til dig, min ven….men du overøser mig med så megen kærlighed og accept, at jeg føler mig helt tryg ved at dele mine inderste tanker og følelser med dig…det er ikke noget, som jeg gør vanemæssigt – jeg foretrækker at fremstå som SUPERWOMAN. 

Kærlig hilsen Vibeke C

****************************************

Dette var ordene til min kære veninde. Jeg er – som det sidste afsnit indikerer – ikke helt tryg ved at blotlægge min egen sårbarhed offentligt på denne måde. Jeg overvejede at skrive det som en anonym historie her på bloggen, men det virker forkert og imod mine overbevisninger, at man ikke skal kunne stå åbent ved sit liv, af frygt for potentiel hån og foragt fra andre. Det kan være jeg kommer til at fortryde, men så overlever jeg nok også det.

lørdag den 11. februar 2012

Er dette en værdig måde at slutte arbejdslivet på?

Jeg vil ikke blande mig i debatten med navns nævnelse, - af frygt for at jeg mister sygedagpenge/dagpengeretten de sidste 6 måneder jeg har tilbage på "arbejdsmarkedet" (som jo reelt ikke er der når man er 64½ og ikke kan følge med mere), men her føler jeg mig tryg nok.

Om så årsagen til at man ikke kan følge med mere er Depression eller "opgivet håb", forårsaget af Systemets pres, kan jeg ikke helt holde styr på, - men min situation er kort fortalt.

10 år i en stilling som eneansvarlig systemadministrator på et netværk med 100 pc arbejdspladser, 4 Servere, og 3000 brugere at holde styr på, - som over årene voksede til 400 pc arbejdspladser, 12 Servere og 6000 brugere. Da min arbejdsplads fusionerede med andre af samme art, var vi nu blevet nok i vores lille gruppe af administratorer til at danne en lokalgruppe under HK, og da jeg var den der "råbte højst", blev jeg valgt(nærmest tvunget til) at være TR. - Jeg holdt mit løfte, - lige løn for lige arbejde under samme ledelse.

Men prisen, - ?

Da jeg syntes at jeg ikke kunne klare det større arbejdspres, og bad om hjælp (flere hænder), var tavsheden larmende. Jeg gik ned med flaget, kunne ikke sove om natten, fik lavet mindre og mindre til trods for at når jeg nu ikke kunne sove, kunne jeg jo lige så godt tage ind på jobbet og få noget fra hånden før ulvene mødte, - men jeg var jo i færd med at tage mig selv ad dage.

Blomster, da jeg sygemeldte mig? Medfølende ord fra mine kollegaer? Nej! - larmende tavshed.

Jeg skulle jo tilbage igen, og da jeg meddelte at jeg mente jeg var klar, - blev jeg placeret på hovedkontoret sammen med den af alle de vidste jeg IKKE kunne arbejde sammen med. Ville man af med TR, der ikke kunne stå for mosten?

Efter sammenlagt et års "fravær", for jeg var jo ikke syg! - forespørgsel i HK om de måtte fyre mig, - HK spørger mig, hvortil jeg siger, - de vil jo ikke have mig tilbage, så, ja tak..... Da dem jeg havde arbejdet for at få lige løn for lige arbejde erfarede at jeg var blevet fyret kom der NUL mails, - med tak for kampen.

2½ år er gået med at skrive den ene målrettede ansøgning efter den anden, 2 samtale er det blevet til, hvor der i den ene blev sagt inden jeg fik sat mig "sig mig lige, hvor gammel er du i grunden?" - 11 møder med HKs a-kasse, hvor kreaturene er gennet sammen for at få indprentet at "det må da være dig der er noget galt med, siden du ikke kan finde dig et job!". Mindst lige så mange "kurser" for at "lære" at skrive en ansøgning.

Kursus efterfulgt af et job hvor jeg skulle blødt i gang, med kr. 100/time i løntilskud, - ja goddag mand økseskaft. Første dag, 10 timer uden pause, anden dag 11 timer uden pause, - det var hvad jeg kunne klare, og ville have en dag til at komme op efter luft, - "kan du ikke klare mosten, kan jeg ikke bruge dig" var svaret.

Netto skulle bruge en flaskedreng, - jeg spurgte bestyreren om han kunne tage mig i betragtning, da jeg havde brug for at have noget at stå op til, hvortil han slog i en skraldlatter.......... jeg mente det sgu.

Nu? - jeg har måtte bede min læge om hjælp, mine mavesmerter er blevet for meget, mit selvværd er ikke eksisterende, jeg kan ikke sove mere end 3-5 timer, ingen appetit, er begyndt at ryge igen efter 5 år som glad røgfri. Har netop været indkaldt til jobcenter møde/samtale om min "sygdom" for kommunen. Er blevet kategoriseret gruppe 1, - "du er ikke så syg, du er nok frisk om et par uger"....

Er dette en værdig måde at slutte arbejdslivet på?

torsdag den 9. februar 2012

Send dit indlæg her!



Du kan sende dit indlæg til denne mailadresse:

vcaroe@gmail.com


Eller send dit indlæg til mig via:

Dit navn:

Din mailadresse:

Dit indlæg: