Jeg håber med dette initiativ at kunne samle en række personlige historier fra "det virkelige liv" om, hvordan det føles at stå uden arbejde eller at være i risiko for det - OG samtidig være genstand for den aktuelle hadefulde retorik i den offentlige debat om mennesker udenfor arbejdsmarkedet.

Fordi vores stemme er fraværende - eller hånes - i debatten!

OBS! Se også Laila Ammitsbøls indlæg på sin blog om emnet - KLIK HER


fredag den 24. februar 2012

Et vidunderbarn i frit fald

Jeg har fået lov at dele min datters livssituation på denne blog.

Hun formår ikke selv at sætte sig ned og skrive. Ikke fordi hun ikke har evnerne til det. Hun har altid været en mønsterelev - ikke altid på arbejdsindsats, for hun havde alt for let ved det faglige og har, indtil hendes problemer begyndte for et par år siden, stort set fået topkarakterer i alt.

Hun var en glad, sjov, aktiv, kreativ, kærlig og populær pige. Hun var et rodehoved, bevares (det er jo mor, der skriver), men hun elskede at være sammen med familie og venner, sin skole og sin dans. Efterskole, gymnasie, universitet - det gik bare derudaf, til trods for at vi har haft sygdom tæt inde på livet i familien.

Men min dejlige pige, som nu er en ung kvinde, formår ikke længere...ja, næsten noget som helst. Hun måtte opgive og droppe ud af sit prestigefyldte universitetsstudie på KU efter mere end et års kamp, først for at holde fast, dernæst for at vende tilbage - et år, hvor SU-taksameteret ufortrødent har forbrugt dyrebare klip. Et år, hvor hun benægtede og afviste enhver tanke om "ikke at kunne klare den". Et år, hvor hun med sin stålvilje hårdnakket holdt fast i fuldtidsstudie, to-et-halvt deltidsjobs (kontor, bartender, model), samt et socialt liv. Et år, hvor hun krampagtigt skjulte for stort set alle, hvordan alle fortøjninger indeni langsomt begyndte at løsne sig. Et år, hvor læge og psykolog på studenterrådgivningen blev ved med at afvise hende med ord som "gå til yoga, køb en meditations-cd - der er ikke noget galt med dig". Og det var jo også det, hun helst ville høre. For hun VILLE ikke acceptere, at der skulle være noget galt med hende. At hun ikke skulle kunne klare den, ligesom 'alle de andre'.

Og at klare den betød ikke blot at bestå eksamen - nej, det var krise, hvis karakteren var under 10. For hun erfarede tidligt, hvordan alle bævrede af stolthed og beundring og klappede hysterisk, hver gang en ny formidabel præstation - af hende selv såvel som af andre - blev udstillet for den succesafhængige omverden. Og hun måtte heller ikke se forkert ud - altså vægten skulle være 'rigtig', tøjet og håret ligeså, selvom hun var rigtig god til genbrugsstilen.

Det er det mest uhyggelige, jeg nogensinde har været tilskuer til. Hun endte med at være herhjemme, først i ca. fem måneder. At se hende langsomt forsvinde ind i en paranoid verden, hvor angsten for andres misbilligelse udviklede sig til decideret vanvittige forestillinger om sammensværgelser, hvor hun var udenfor 'noget', som alle vi andre var en del af - et eksperiment, som gik ud på at gøre hende til grin.

Hun kunne ikke 'knække koden' og forsøgte at lede efter 'sandheden' i tykke, filosofiske bøger, men hun kunne ikke koncentrere sig, læste samme afsnit forfra igen og igen uden at få sammenhæng i noget - og holdt nidkært øje med, om hun kunne finde afsløringer af eller tegn på sammensværgelser mod hende på nettet. Det kulminerede med indlæggelse på en (åben) psykiatrisk afdeling.

Den aften, hun blev indlagt, skulle vi vente en times tid, før de var klar til at tage i mod hende på afdelingen. Den næste dag, da jeg besøgte hende, fortalte hun mig - lidt pinlig berørt, for hun mistede aldrig helt kontakten til virkeligheden og var hele tiden klar over 'det sindssyge' i hendes tanker - at hun aftenen før havde måttet bekæmpe en forestilling om, at ventetiden havde skyldtes, at de skulle sætte kameraer op først (så alle vi, som var en del af dette 'noget', kunne sidde og grine af hende i bedste reality-show stil).

Hun var indlagt i en lille måned og derefter flyttede hun hjem igen. Hun sagde sit kollegieværelse op og flyttede sine ting i opmagasinering. Det var frygteligt for hende at 'give op' og 'bevæge sig bagud og ikke fremad'.

Hun havde stadig stakke af bøger liggende fremme, så hun kunne gøre sin bachelor færdig. Hun flyttede lidt rundt på dem, hun kunne nærmest ikke røre ved dem, for hun vidste ikke, hvor hun skulle begynde. Hun forsøgte at tage dem med ud til venner og en faster, som selv læste til eksamen. Hun fik højst skrevet en side af og til. Hun skulle lave en film som en del af bachelorprojektet, og hun fik lånt dyrt filmudstyr, som stod og gloede hånende på hende i ugevis.

Og for hver dag, hvert minut, hvert øjeblik hun ikke lykkedes, gnavedes endnu et stykke af hendes selvrespekt, hendes selvbillede, af HENDE.

I starten måtte INGEN, hverken familien eller vennerne, vide noget som helst. Jeg fik mundkurv på og respekterede i lang tid hendes ønske, men hun havde jo brug for at finde ud af, at folk holdt af hende, selvom hun ikke fremstod i den perfekte udgave, som hun var sikker på, at de forventede. Hun gik til sidst med til at lade et enkelt familiemedlem og en enkelt veninde vide, at hun var indlagt, og langsomt indviede hun omverdenen i sin hemmelighed.

Hun er nu 24 år. Hun er flyttet i en lille lejlighed, men hun er langt fra ude af depressionen.  Kort tid efter hun flyttede for sig selv skar hun sig i håndleddet, og hun har mange 'hårde' dage.

Hun har forsøgt at holde fast i nogle få timers deltidsarbejde med rengøring, som nu modregnes i kontanthjælpen (kr. 6.660 pr. md. brutto). Hun har ca. kr. 1.500 efter boligudgifter (inkl. udgift til fællesantenne, så selv om hun ikke har et tv, skal hun betale kr. 289 pr. md. til det, husleje er kr. 3.200) og forsikringer . Dvs. til eventuel telefon, mad, tøj, alt. Selv uden telefon er det umuligt at leve for, dog - vi har jo ingen fattige i Danmark, siger Joachim.

Men som hun siger: "Jeg har i det mindste et arbejde."

Hver dag er en kamp. En kamp for at finde tilbage til sig selv. En kamp for at holde sit hjem og sig selv. En kamp for at holde 'de sorte tanker' og meningsløsheden på afstand.

Hun er positiv og lykkelig over, at hun endelig er blevet tilbudt et daghøjskoleforløb for arbejdsledige. Hun suger til sig af alt, de har at byde på, og sætter pris på de faste rammer, som giver hende en mere 'normal' hverdagsstruktur - "som alle andre".

Jeg håber så meget på det bedste for hende. Men hvis jeg hører/læser mere om, hvor ugidelige og lykkelige folk på kontanthjælp er, så skriger jeg.

---

Min datter har lige læst dette, for jeg vil ikke risikere på nogen måde at skrive noget om hende, som hun ikke kan stå inde for - eller som hun ikke kan tåle 'sagt højt'. Hun græder, men som hun siger: "Det er sådan, mit liv er - og jeg har ikke mere at miste. Det er jo vigtigt, at vores synsvinkel også bliver hørt."


Ingen kommentarer: