Jeg håber med dette initiativ at kunne samle en række personlige historier fra "det virkelige liv" om, hvordan det føles at stå uden arbejde eller at være i risiko for det - OG samtidig være genstand for den aktuelle hadefulde retorik i den offentlige debat om mennesker udenfor arbejdsmarkedet.

Fordi vores stemme er fraværende - eller hånes - i debatten!

OBS! Se også Laila Ammitsbøls indlæg på sin blog om emnet - KLIK HER


tirsdag den 28. februar 2012

“Jeg er jo bare doven og gider ikke lave noget som helst….”


“klokken er halv seks og mit vækkeur ringer. Tid til endnu en arbejdsdag med sagsbehandling på kommunen. Jeg er 24 år og gift på andet år, endnu ingen børn men det kommer nok snart også.
Jeg er uddannet kontorassistent og vil egentlig gerne videreuddannes til socialrådgiver….”

NEWS FLASH!!

Ovenstående har ikke meget til fælles med det liv og den hverdag jeg har. Jo jeg er 24 år og gift på andet år, men resten er ønsketænkning.

Sandheden er at jeg i ca. to år har været syg med kronisk hovedpine og migræne og lægerne har nu givet op og jeg må finde ud af at leve med daglige smerter.  Jeg er dog også “velsignet” med et par andre kroniske sygdomme, men i forhold til altid at have ond i hovedet er de ikke så slemme.

Det lykkedes mig, med hjælp fra en uvurderlig arbejdsgiver, at få uddannelsen kontormedarbejder på merit, men som tingene er nu kan jeg desværre ikke bruge den.
Jeg tænker tit på at jeg gerne vil læse jura, historie eller blive f.eks. Lægesekretær, men mit funktionsniveau ligger på et par timer daglig nogle dage lidt mere andre slet ingenting.

At være sygemeldt i vores samfund i dag er nærmest en kriminel handling, for , og måske især, når man ikke har en synlig sygdom så stilles der spørgsmål ved om du nu også er syg, om du ikke bare kan tage en Panodil og komme videre, om du ikke bare er hypokonder eller måske bare doven og ugidelig. Nej jeg mener ikke at det er det, kun, offentlige der mistænkeliggør de syge. Nej det er skam kolleger, naboer og familien. Tyg lige på den engang og forestil dig følgende:


Du har ondt i hovedet. Ikke bare en smule men rigtig ondt. Som i et trykluftsbor der hamrer dig i hovedskallen. Panodil og alt det andet håndkøbsmedicin virker bare ikke og du er ved at blive vanvittig af smerte. Du ved, du skal ringe for gud ved hvilken gang og melde dig syg på arbejdet og den dårlige samvittighed bølger ind over dig. Du ser dine kollegers panderynken og sure miner for dig og bander den lange ventetid på behandling langt væk, men du får ringet og går tilbage i seng for nedrullede gardiner. Din telefon ringer - det er din mor - du tager den og forklarer du har meldt dig syg, igen, og ligger i sengen. “nååeh nu igen?? Tror du ikke bare du har ondt i pjæktarmen og skulle se at komme på arbejdet hva? Så slemt kan det vel heller ikke være”. du forklarer i tydelige vendinger at du HAR ondt og ikke pjækker men kan godt høre hun ikke helt tror dig. I afslutter samtalen og du ligger dig ned igen.

Ovenstående er et lille scenarie er nærmest identisk med min hverdag i begyndelsen af min sygeperiode og beskriver meget godt hvordan man kæmper med skyldfølelse og frustration over at ingen tror på dig. Her ca. 2 år senere, efter forskellige behandlinger, skulle man så mene at det værste var ovre. Det er det ikke.  Meget af min familie ved ikke at jeg er syg, de som ved det aner ikke hvordan de skal forholde sig til det ligesom min omgangskreds, for de vil bare stille de samme spørgsmål igen, tro jeg gør mig ringere end jeg er og tænke at jeg da bare er ude efter en “nasseplads” i samfundet.

Jeg vil rigtig gerne have en afklaring af min erhvervsevne så jeg kan få lov at få fleksjob eller måske førtidspension. For så kan jeg komme videre i mit liv. Finde alternative måder at hjælpe samfundet på. Jeg er ung og helt ærligt vil jeg med glæde bytte min plads væk med et sygdomsfrit menneske, så kan jeg måske endelig læse videre, gå på job og snakke med kollegerne om weekendens gøremål, måske engang få børn og bidrage ved at trække mit eget læs så at sige.

Men det er jo ikke kun familie og omgangskreds der spekulerer på hvorvidt jeg bare vil udnytte systemet, det er jo alle nye bekendtskaber, alle der ikke kender systemet indgående.

Scenario 2:

Til familiefest eller anden social event.

“ hej jeg er x, gammel studiekammerat til y.  Hvad laver du så?? Mig: “ hej jeg er yx, nabo til y. øh ja jeg er sygemeldt pt.

X: nå det var da ikke så godt hvad er du sygemeldt med?
Mig: kronisk hovedpine og migræne desværre
X: nå det lyder da ikke godt og du er også så ung…
Mig: ja jeg har heller ikke inviteret den (sygdommen)

(pinlig tavshed/ indgående spørgsmål til sygdommen kombineret med mistænksomhed).


Som om det i forvejen ikke er svært at være syg så bliver man jo nærmest hetzet i medierne.
Der bliver skrevet stolpe op og stolpe ned i medierne om hvor mange unge der får førtidspension og som bare skal ud gøre sig nyttig igen.  At de unge bare sidder derhjemme og lopper sig, mens de venter på den næste første.  Mange debatører i hhv. avis og på nettet, tilkendegiver at de er enige i det nye udspil fra regeringen hvor man skal være minimum 40år for at få førtidspension og flexjob skal udfases.

Så spørger jeg bare: Hvad med os som ER syge, som i og for sig gerne vil gøre gavn men som ikke KAN? Skal vi bare hives rundt i manegen, med risiko for at få det værre,  til vi fylder 40?
Hvorfor må vi som reelt er syge ikke få lov til at forsøge at blive raske?

En sidste bøn fra mig kunne være; lad være med at dømme os inden I har sat jer en i vores verden.

Jeg håber aldrig at I bliver syge.

Ingen kommentarer: