Jeg håber med dette initiativ at kunne samle en række personlige historier fra "det virkelige liv" om, hvordan det føles at stå uden arbejde eller at være i risiko for det - OG samtidig være genstand for den aktuelle hadefulde retorik i den offentlige debat om mennesker udenfor arbejdsmarkedet.

Fordi vores stemme er fraværende - eller hånes - i debatten!

OBS! Se også Laila Ammitsbøls indlæg på sin blog om emnet - KLIK HER


lørdag den 18. februar 2012

Et liv med kaos og nederlag


Jeg skrev for nylig et brev til en nær veninde, som bor i USA, og som opfordrede mig til at bruge LinkedIn og Twitter, fordi jeg fortalte om denne blog, min hyppige, om end ustabile, deltagelse i den offentlige debat, samt min livslange optagethed af social (u)lighed.

Jeg fik oprettet en LinkedIn profil, og et par dage senere spurgte hun, om jeg havde oprettet en Twitter profil endnu.

Da jeg havde skrevet nedenstående meget lange svar på hendes spørgsmål, gik det op for mig, at det jo faktisk var en ganske god beskrivelse af min egen historie i forhold til sygdom og utilstrækkelighed i forhold til både arbejdsmarked og livet i det hele taget.

Så jeg har oversat brevet til min veninde, som altid har været min trofaste ’cheerleader’ igennem gode og dårlige tider.

”Here it goes”, som de siger ’over there’:

*****************************************
(rødmer af skam) Neeeej, Reesy, jeg har denne her fornemmelse af, at jeg vil bliver oversvømmet med kommunikation og information:

Facebook, LinkedIn, min daglige avis (og sommetider deltager jeg i online debat på deres webside), mine news feeds fra hele verden, mine to forskellige email-konti, mine to blogge – i tillæg til MENNESKER, specielt de små af slagsen, som bor hos mig, diverse forældremøder (jeg er medlem af et klasseforældreråd), månedlige møder i ADHD-voksengruppen (som jeg kun har deltaget i én gang i det sidste år) – og jeg HAR endda nogle få venner tilbage, som hænger ved trods vores sjældne kontakt…du ved, alt det der IRL (In Real Life) samvær --- WHAT THE F***? AAAARRRRGGGGHHHHH der er alt for meget jeg skal holde styr på.

Det er lige gået op for mig, hvorfor jeg måske af og til føler mig overvældet.

Ser du, det er faktisk et udmærket billede af selve mit ’problem’: Jeg har masser af energi, idéer og engagement, men jeg besidder ikke de nødvendige evner til at prioritere/strukturere/planlægge/organisere, så alt det, som jeg lige har nævnt for dig, er ét stort kaos inde i mit hoved. Jeg har intet overblik over noget af det – det såkaldt forkromede – så jeg har en følelse af konstant at have overset, glemt, udeladt og ikke gjort noget, som skulle have været gjort, men jeg ved ikke, hvad det er, hvordan det skulle have været prioriteret, eller hvordan jeg får skabt et overblik.

Dette er også gældende, når det kommer til de mere praktiske opgave, som jeg må have styr på som den eneste voksne i vores husholdning. Grundet mit ADHD-handicap modtager jeg hjælp fra kommunen:

  • En gang om ugen kommer en yderst kompetent og professionel ADHD-konsulent hjem til mig i tre timer og hjælper mig med at prioritere og strukturere ’mit liv’, og en gang om ugen har jeg en aftalt telefonsamtale af max en times varighed med hende – jeg kalder hende ’MIN HJERNE’.
  • En gang hver anden uge er jeg bevilget hjælp til den ’hårdere’ rengøring (dels fordi jeg udover min hjernefejl har lidt af tiltagende ledsmerter i mange år, dels for at strukturere rengøringen – jeg gør selv rent sammen med hjemmehjælperen).
Tro mig – disse foranstaltninger har reddet min forstand. Og mine børns.

Men, ser du, jeg har ikke denne støtte og hjælp til at prioritere og strukturere alle de andre ting, som jeg brænder for og gerne ville engagere mig i – det politisk aktivistiske, som jeg kun engagerer mig i fra min computer, selvom jeg ville elske at involvere mig mere aktivt udenfor hjemmet. Eller mine fritidsinteresser (maleri, tegning, fotografering, skriverier, slægtsforskning), som jeg sjældent og sporadisk får tid til at nyde. Fordi det sekund, hvor jeg skal træde ud af mit hjem, falder hele strukturen sammen om ørerne på mig (inde i mit hoved), og jeg mister mit flygtige overblik. Og dem, som lider mest, når det sker, er mine børn.

Og i øvrigt, HVIS jeg magtede at gå ud i verden og bidrage…..VILLE JEG STADIG HAVE MIT ARBEJDE!!!

Jeg ELSKEDE mit job som socialrådgiver. Jeg gjorde en lille forskel for et mindre antal mennesker, men jeg havde ingen ressourcer tilovers til at engagere mig i politiske aktiviteter, hvor jeg kunne have større indflydelse i debatten om socialpolitiske emner. Det var begrænset til det lejlighedsvise læserbrev i trykte medier.

Så lige nu afholder jeg mig fra Twitter, indtil jeg får styr på alle de andre kontaktflader --- forstår du?

Faktisk, Charisse, så hader jeg blot at skulle se på det eller sætte ord på det, men jeg er i virkeligheden bare kørt ned – af at forsøge i årevis at gøre det, som jeg bare ikke evnede at gøre. Så i dag er det yderst sjældent, at jeg inviterer til socialt samvær, kun til fødselsdage, og jeg deltager kun i sociale begivenheder, når jeg ikke kan undgå det. Jeg ved godt, at det måske ikke er den optimale måde at leve på, men i det mindste lever jeg og er nogenlunde omgængelig for mine børn, familie, venner og bekendte.

Jeg kan bare ikke opfylde alle forventningerne, for jeg er kun én person (med en produktionsfejl i toppen), og hør her, forældreskab er ikke en simpel sag --- ja, jeg sætter en meget høj standard for mig som forælder. Jeg accepterer ikke kompromisser, når det kommer til mine børns trivsel og udvikling til at blive de mennesker, som de har potentiale til at blive – PUNKTUM. Det er og har altid været min første prioritet, og da jeg har disse løse forbindelser i min hjerne, kræver forældrerollen alene en stor del af mine ressourcer. Men trods mine bestræbelser på at overholde mine kompromisløse standarder, har det taget hårdt på mine børn, når jeg har haft gentagne perioder med alvorlig depression forårsaget af overbelastninger i forbindelse med mine forsøg på at varetage både karriere og hjem. Men i det mindste har jeg det håb, at min førtidspensionering kan forebygge varige skader på mine børns selvtillid og tillid til verden rundt om dem.

Og om mig selv – jeg har altid sagt, at jeg skulle være født som mand. Så havde jeg måske haft en kone derhjemme og en sekretær på arbejde til at udfylde mine huller….hahahaha

Under alle omstændigheder er jeg fast besluttet på at få det bedste ud af mine livsvilkår, som de nu er. Jeg vil ganske givet af og til skuffe andre og mig selv, men jeg ved inderst inde, at jeg gør mit bedste – og mere kan jeg ikke gøre.

Waauww det blev et helt essay til dig, min ven….men du overøser mig med så megen kærlighed og accept, at jeg føler mig helt tryg ved at dele mine inderste tanker og følelser med dig…det er ikke noget, som jeg gør vanemæssigt – jeg foretrækker at fremstå som SUPERWOMAN. 

Kærlig hilsen Vibeke C

****************************************

Dette var ordene til min kære veninde. Jeg er – som det sidste afsnit indikerer – ikke helt tryg ved at blotlægge min egen sårbarhed offentligt på denne måde. Jeg overvejede at skrive det som en anonym historie her på bloggen, men det virker forkert og imod mine overbevisninger, at man ikke skal kunne stå åbent ved sit liv, af frygt for potentiel hån og foragt fra andre. Det kan være jeg kommer til at fortryde, men så overlever jeg nok også det.

Ingen kommentarer: