Jeg håber med dette initiativ at kunne samle en række personlige historier fra "det virkelige liv" om, hvordan det føles at stå uden arbejde eller at være i risiko for det - OG samtidig være genstand for den aktuelle hadefulde retorik i den offentlige debat om mennesker udenfor arbejdsmarkedet.

Fordi vores stemme er fraværende - eller hånes - i debatten!

OBS! Se også Laila Ammitsbøls indlæg på sin blog om emnet - KLIK HER


tirsdag den 13. marts 2012

Syg af at arbejde - del 3 Var det hele slut nu?

Var det hele slut nu? Jeg havde ærligt talt svært ved at acceptere den tanke. I mit hovede havde jeg nok cirka samme tanke, som en stor del af den danske befolkning har: At segmentet af førtidspensionister består af drankere, nassere og lallende vrag. Jeg kunne ikke se mig selv i nogle af de kategorier...overhovedet!!

Troede så heller ikke på, at jeg ville ende dér. At dømme ud fra nogle af de andre patienter på dagafsnittet (og skal jeg være helt ærlig: Folk, som var i væsentligt dårligere stand end jeg...hvis jeg selv skal sige det!) ...så var førtidspension betinget af at kommunens lægekonsulent ikke underkendte læge-erklæringerne...og at man havde været igennem x antal jobprøvninger. At jobprøvningerne i visse tilfælde gjorde, at folk kom tilbage på Afd. P som indlagt...Det var bare en del af det. Som jeg så det...var begge ting så uoverskuelige, at udsigten fra nærmeste Lillebæltsbro nærmest var dragende.

Dagen oprandt. Den dag, hvor mit behandlingsteam havde møde med min sagsbehandler for at blive enige om min fremtid. Jeg var selv én af mødedeltagerne. På det tidspunkt frygter man egentlig det værste og alene den stress-faktor gør, at man ikke sover, selv om man er dødtræt...Pulsen høvler derudad, som om

lørdag den 10. marts 2012

Syg af at arbejde - del 2 At miste kontrol, håb, m.m.

Opkaldet til jobcenteret omkring ankevejledning og aktindsigt. Nærmest en bizar oplevelse.

Man ringer til telefonslusen, hvor man normalt hænger i kø i laaaang tid for at komme til at snakke med rette vedkommende, men ikke denne gang. I løbet af knap 15 sekunder er rette vedkommende fundet og har taget sin telefon...og rette vedkommende er chefen selv...chefen for jobcenteret.

Jeg spørger ind til de detaljer, som jeg har brug for at vide: Hvordan anker man en afgørelse? Hvordan opnår man aktindsigt? Jeg får en længere tale om, hvor bøvlet det er og at de færreste får noget ud af at anke en afgørelse. At få aktindsigt kræver lidt "red-tape"-arbejde.

Da samtalen er slut er jeg ret overbevist om, at jeg skal fortsætte sagen...men, at jeg er nødt til at prioritere mine ressourcer og vælge det vigtigste først...og det vil sige: sørge for, at jeg også kan betale husleje næste gang. Med andre ord: mit møde med kontanthjælpsafsnittet.

Møder op i god tid, er nervøs som bare pokker. Min sagsbehandler kalder mig ind, præsenterer sig og siger "Nå, men du skal aktiveres med det samme." Jeg bryder sammen i gråd. Kan sgu ikke klare mere. Sagsbehandleren virker ret overrasket og meget i vildrede, men fastholder til at starte med, at man får ikke en krone med mindre man går med til aktivering. Jeg kan slet ikke noget, kan ikke sige noget, kan slet ikke tænke klart...andet end at forsøge mig med "the stiff upperlip", men det er sgu svært når tårerne

torsdag den 8. marts 2012

Syg af at arbejde - del 1 Mødet med 'systemet'

Min historie: Jeg er 41, mand og førtidspensionist. Har et par diagnoser fra psykiatrien med i rygsækken. Jeg har valgt at smide historien i bidder. For det første er det en længere historie, for det andet har jeg svært ved at overskue at skulle skrive hele historien på én gang.

Lad os starte med lidt baggrund. Jeg kommer fra en ganske almindelig kernefamilie. 2 voksne, 2 børn, arbejderklasse (som det vidst hed engang). Mine forældre har ikke de høje uddannelser, men formåede begge at knokle sig op til gode stillinger. Devisen var simpel: Tag hænderne op ad lommen...Arbejd dig fremad. Den detalje har siddet dybt i både min bror og jeg fra vi har helt små. Vi var begge "overachievers"i folkeskolen af samme grund. Gik på en privatskole af den slags, hvor "vigtige" folks børn fik bedre karakterer end pøblens afkom....af rent princip. Men jeg gik nu alligevel ud af skolen med et gennemsnit, som var ganske højt. Vil man opnå noget, må man knokle for det.

Som 16-årig var det så ud på arbejdsmarkedet. De første par år var det lidt so and so...Vidste ikke hvad jeg ville, hvilken retning jeg skulle i. Én ting var jeg dog sikker på...Jeg skulle aldrig arbejde i butik!! Det var helt sikkert!!!  Spoler lidt hurtigt frem her...og endte med at stå i butik. Ikke, at jeg havde ændret synspunkt som sådan, men DER var der et job...og det mest trælse ved det var, at jeg faktisk nød det lidt. Jeg var også god til det...og så bliver man sgu sulten. Måske er det jo bare den vej man skal...og igen...hvis man går til makronerne kan man måske komme fremad. Det projekt lykkedes ganske godt.

Nogle år senere stod jeg med en chef-titel, en forretning som var mit ansvar. Synes selv, at tingene kørte på skinner. Rimelig løn, lidt prestige og et spændende job, med nogle muligheder for at komme videre. Det var så godt nok mange timer på en uge...og det var også faktisk et tungt ansvar, men jeg så det som en udfordring. Nød, at det firma havde så stor tillid til mig.

Efter noget tid opstod der så lidt problemer...underbemanding...flere timer på jobbet....mere underbemanding...flere opgaver, flere timer på jobbet. Det begyndte at slide på mig. Det begyndte at gå op for mig, at jeg ikke kunne have 5000 bolde i luften på én gang...og gribe dem alle..Det havde jeg ellers kunnet. Det var min absolutte styrke: Mit overblik! I løbet af de sidste 14 dage gik det tal bare nedad...ikke 5000 bolde...4000 var lige pludselig også for meget..3000...1000....200..hvoraf jeg kunne gribe de 8!! Timetallet var på den gale side af 80 om ugen.

Jeg kunne godt mærke, at der skete et eller andet, som jeg ikke kunne styre, men...