Jeg håber med dette initiativ at kunne samle en række personlige historier fra "det virkelige liv" om, hvordan det føles at stå uden arbejde eller at være i risiko for det - OG samtidig være genstand for den aktuelle hadefulde retorik i den offentlige debat om mennesker udenfor arbejdsmarkedet.

Fordi vores stemme er fraværende - eller hånes - i debatten!

OBS! Se også Laila Ammitsbøls indlæg på sin blog om emnet - KLIK HER


torsdag den 8. marts 2012

Syg af at arbejde - del 1 Mødet med 'systemet'

Min historie: Jeg er 41, mand og førtidspensionist. Har et par diagnoser fra psykiatrien med i rygsækken. Jeg har valgt at smide historien i bidder. For det første er det en længere historie, for det andet har jeg svært ved at overskue at skulle skrive hele historien på én gang.

Lad os starte med lidt baggrund. Jeg kommer fra en ganske almindelig kernefamilie. 2 voksne, 2 børn, arbejderklasse (som det vidst hed engang). Mine forældre har ikke de høje uddannelser, men formåede begge at knokle sig op til gode stillinger. Devisen var simpel: Tag hænderne op ad lommen...Arbejd dig fremad. Den detalje har siddet dybt i både min bror og jeg fra vi har helt små. Vi var begge "overachievers"i folkeskolen af samme grund. Gik på en privatskole af den slags, hvor "vigtige" folks børn fik bedre karakterer end pøblens afkom....af rent princip. Men jeg gik nu alligevel ud af skolen med et gennemsnit, som var ganske højt. Vil man opnå noget, må man knokle for det.

Som 16-årig var det så ud på arbejdsmarkedet. De første par år var det lidt so and so...Vidste ikke hvad jeg ville, hvilken retning jeg skulle i. Én ting var jeg dog sikker på...Jeg skulle aldrig arbejde i butik!! Det var helt sikkert!!!  Spoler lidt hurtigt frem her...og endte med at stå i butik. Ikke, at jeg havde ændret synspunkt som sådan, men DER var der et job...og det mest trælse ved det var, at jeg faktisk nød det lidt. Jeg var også god til det...og så bliver man sgu sulten. Måske er det jo bare den vej man skal...og igen...hvis man går til makronerne kan man måske komme fremad. Det projekt lykkedes ganske godt.

Nogle år senere stod jeg med en chef-titel, en forretning som var mit ansvar. Synes selv, at tingene kørte på skinner. Rimelig løn, lidt prestige og et spændende job, med nogle muligheder for at komme videre. Det var så godt nok mange timer på en uge...og det var også faktisk et tungt ansvar, men jeg så det som en udfordring. Nød, at det firma havde så stor tillid til mig.

Efter noget tid opstod der så lidt problemer...underbemanding...flere timer på jobbet....mere underbemanding...flere opgaver, flere timer på jobbet. Det begyndte at slide på mig. Det begyndte at gå op for mig, at jeg ikke kunne have 5000 bolde i luften på én gang...og gribe dem alle..Det havde jeg ellers kunnet. Det var min absolutte styrke: Mit overblik! I løbet af de sidste 14 dage gik det tal bare nedad...ikke 5000 bolde...4000 var lige pludselig også for meget..3000...1000....200..hvoraf jeg kunne gribe de 8!! Timetallet var på den gale side af 80 om ugen.

Jeg kunne godt mærke, at der skete et eller andet, som jeg ikke kunne styre, men...
jeg er sgu bare ikke typen der giver op. Ind til den dag, hvor alting knækker. Den dag, hvor man end ikke evner at tænke på, at der er bolde. Måden hvorpå den dag rammer er grusom og nådesløs.Selv den mindste opgave bliver pludselig en byrde...og en opgave er f.eks. at børste tænder...eller kort og godt bare at stå op!

Jeg blev relativt hurtigt fyret pga. en lægeattest, som dukkede op én dag for sent. Reelt burde jeg nok have brokket mig, men i situatioen har man bare ikke det overskud.Der er man på et niveau, hvor det kort og godt bare er rå overlevelse...at forsøge at få dagen til at hænge sammen.

Det blev så mit første møde med sygedagpengesystemet. Der blev egentlig ikke gjort det store nummer ud af det. Min læge sagde god for mine problemer, min sagsbehandler var forstående og jeg selv havde den holdning, at jeg bare lige skulle have lidt tid til at komme på benene og så ville jeg være så god som ny.

Efter nogle måneder viste muligheden sig. Den lokale foto-gesjæft søgte en medarbejder. Det var næsten for godt til at være sandt. Er fotonørd og bare tanken om at kunne kombinere job og hobby var jo en drøm i sig selv. Jeg søgte, kom til samtale og det var en positiv oplevelse. Jeg var hudløst ærlig og fortalte om, hvorfor jeg var arbejdsløs. At jeg var bukket under for stress. Ejeren af gesjæften var meget forstående og vi blev enige om, at jeg startede hos ham. Mit første 37-timers job i mange mange år! Ren fryd!

I starten gik det ret godt, synes jeg, men på et tidspunkt blev der væltet en masse ansvar over på mig...og lidt mere end 37 timer pr. uge. Jeg kunne godt mærke, at det ikke var optimalt. Begyndte at få de der grimme symptomer igen....at kunne sidde og "slappe af" to timer efter fyraften, men pulsen lå stadig over 120 bpm. Gik til lægen med det. Havde det ad h. til. 18 minutters konsultation og et spørgeskema senere stod jeg med en recept på Cipralex. Jeg begyndte at tage dem som foreskrevet, fortsatte på jobbet hvor ejeren nu helt holdt sig væk fra butikken...og der var kun ham og jeg. Jeg har ingen idé om, hvad der er foregået de sidste 10-14 dage der. Det er bare et tåget stykke for mig...uden konsistens.

Det næste jeg husker nogenlunde klart er, at jeg vågner op på psykiatrisk afsnit. Har sovet de første 16 timer i streg og er stadig træt...og helt rundt på gulvet. Ved ikke hvad der er sket. Mit første møde med personalet på afd. P består i en kort forklaring om, hvor jeg er og et spørgsmål om, om jeg har brug for noget at slappe af på (En Alopam)...Jeg takker nej. Har en følelse af, at jeg kunne sove en uge i træk...har ikke brug for medicin for at slappe af...bare fred!! Den der Alopam bliver jeg tilbudt et par gange dagligt i den næste uges tid. Takker nej, hver gang. Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at min chef besøger mig dagen efter jeg er blevet indlagt. Til at starte med synes jeg, at det er pænt af ham...men det viser sig så, at det handler om at få mig til at skrive under på min opsigelse og aflevere nøglerne. Flink mand!

Efter knap en uge på afdelingen skal jeg til samtale med en psykiater eller psykolog, som skal vurdere hvad der skal ske. En rigtig "hyggelig" samtale! I et konferencerum sidder der på den ene side af bordet en psykiater/psykolog, et par sygeplejersker, et par SOSU-assistentelever...på min side af bordet: mig! Tonsvis af spørgsmål...og nogle af de spørgsmål er ret...personlige...intime...Synes nærmest, at den samtale er krænkende frem for noget andet. Resultatet er, at jeg bliver udskrevet (hvilket passede mig ganske godt!). Der møder jeg så sygedagpengesystemet igen...denne gang med en ny sagsbehandler.

Mit første møde med min nye sagsbehandler starter en tirsdag morgen kl. 9:06 præcis. Min telefon ringer. Jeg tager den og en knotten stemme siger: "Ja, jeg sidder her og venter!!". Jeg har ingen idé om, hvem jeg taler med. Hun forklarer så, at hun er min sagsbehandler på Jobcenteret og alene det, at jeg ikke er mødt op er nok til at hun kan smide mig ud af systemet. Jeg udebliver af princip ikke til møder, som jeg er indkaldt til....men det kræver altså at jeg ved, at jeg er blevet indkaldt (Indkaldelsen ligger iøvrigt i min postkasse 2 dage senere...poststemplet samme dag, som jeg skulle have været til samtale!). Da det jo er mit første møde, giver hun mig et kvarter til at møde op..af hendes gode vilje.

Til alt held er jeg den dag faktisk ikke hjemme, men væsentligt tættere på Jobcenteret. Hjemmefra ville turen til jobcenteret ikke kune gøres på 15 minutter...med mindre man er frisk på at bryde samtlige hastighedsreguleringer på vejen derind.  Vel ankommet til jobcenteret får jeg lov til at sidde og vente i godt og vel en time. Da det endelig bliver min tur kommer jeg ind til ca. 8 minutters samtale, som dybest set er et møgfald over, at jeg ikke evner at dukke op. Jeg forsvarer mig med, at jeg ikke er blevet indkaldt...et par korte meningsudvekslinger og så er det ud...Velkommen til sygedagpengeafsnittet!

Går til samtaler med min læge..begynder også på et samtale forløb på Center for Selvmordstruede i Odense.

Min næste samtale med sagsbehandleren...ja, hvad skal man sige...jeg er så heldig, at posten bliver leveret relativt tidligt her, så da indkaldelsen til mødet ankommer har jeg hele 40 minutter til at gøre mig klar og køre derud. Den første kommentar man hører er "Nå! Du gad så godt i dag?!!!" Jeg er så sådan en, som godt kan svare for mig, så jeg nævner at jeg ville også kunne have klaret det hvis jeg kun havde 38 minutter...Det handler ikke om, om jeg gider. Det handler om, at jeg får indkaldelsen FØR jeg skal møde..

Jeg bliver endnu en gang gjort opmærksom på, at hun kan tage mine sygedagpenge fra mig sådan her (knipser!)...Hun spørger til, hvordan samtalerne går...og hvad målet er?!! Æh...målet? Hvad mon man snakker om på Center for Selvmordstruede??!! Målet er nok lidt det, at man skal lære at satse på at leve fremfor alternativet.  DET er målet!!

De næste par samtaler med sagsbehandleren handlede om baggrund etc...der skulle udfyldes en ressourceprofil osv. Alle samtaler blev afsluttet med ordene om, at hun kunne smide mig af sygedagpengene, hvis jeg bare trådte en millimeter ved siden af.

Ud over samtalerne på CfS var jeg ved min egen læge regelmæssigt...Kommunen krævede lægeattester igen, igen og igen. Det i en sådan grad, at min læge kontaktede min sagsbehandler for at høre, hvad der helt præcis foregik. Hvilket svar han fik, ved jeg ikke.

Efter cirka seks måneder på den måde foreslår min sagsbehandler aktivering. Kommunen har et samarbejde med en privat aktør i Kolding. Hun forsøger at sælge idéen med, at man både kan synge i kor og arbejde med glaskunst. Jeg skal jo bare lære at komme ud blandt andre mennesker...lære at være social! Jeg indvilliger i at tage med derned og se stedet.

På vejen derned i kommunens bil får jeg stukket en stk papirer i hånden...udkastet til min ressourceprofil, som jeg bare lige skal skrive under. Jeg nægter at skrive under fordi den er SÅ behæftet med fejl.

Til møde ved "privat aktør". To repræsentanter fra aktøren og min sagsbehandler og jeg...kaffe og ostemadder...De to fra den private aktør og min sagsbehandler omtaler mig, som om jeg ikke er til stede...og begynder at debattere om jeg ikke burde starte på lykkepiller igen (Jeg stoppede med dem da jeg blev indlagt!) Sidder med følelsen af, at det her på ingen måde handler om mig...ikke min person...

På vejen derned har min sagsbehandler gjort mig opmærksom på, at jeg skam gerne må sige nej. Det vil ikke få indflydelse på noget som helst. Da vi kommer hjem fra det møde er jeg i vildrede. Sagsbehandleren giver mig til dagen efter til at tænke over det.

Jeg undersøger sagerne nærmere..og beslutter mig for at sige nej. Telefonsamtalen med sagsbehandleren dagen efter er alt andet end behagelig! Jeg siger nej.....og skal argumentere for, hvorfor jeg siger nej. Jeg siger hvad jeg mener. Jeg har brug for behandling...ikke glaskunst og korsang...og så begår jeg en fejl: Jeg nævner, at alene transporten til og fra den private aktør kommer til at koste 2500 om måneden....og på sygedagpenge har man altså ikke lige 2500 at gøre godt med. At jeg valgte at nævne det, var sagsbehandlerens grund til at afslutte mig på sygedagpenge.

Det brev fik jeg to dage efter telefonsamtalen....at jeg havde afslået et tilbud af økonomiske årsager!! Jeg blev ærligt talt stiktosset! Ringede til hende og hendes svar...og nu citerer jeg" Du kan søge kontanthjælp! Jeg har ikke mere med dig at gøre. Farvel!!!"....og røret blev knaldet på...

Jeg var rystet og vildt ked af det. Havde brug for hjælp og indså lige der, at den kunne jeg ikke få. De næste to telefonopkald bestod af hhv. tidsbestilling ved kontanthjælpsafsnittet og et opkald til jobcenteret, hvor jeg udbad mig en ankevejledning og aktindsigt....

Næste del af historien kommer senere...med bl.a. hvorfor jeg IKKE kunne få aktindsigt, hvorfor min sagsmappe pludselig ikke fandtes mere etc...og hvordan jeg faktisk endte på førtidspension...Betragt dette som en primer

Ingen kommentarer: