Jeg håber med dette initiativ at kunne samle en række personlige historier fra "det virkelige liv" om, hvordan det føles at stå uden arbejde eller at være i risiko for det - OG samtidig være genstand for den aktuelle hadefulde retorik i den offentlige debat om mennesker udenfor arbejdsmarkedet.

Fordi vores stemme er fraværende - eller hånes - i debatten!

OBS! Se også Laila Ammitsbøls indlæg på sin blog om emnet - KLIK HER


lørdag den 10. marts 2012

Syg af at arbejde - del 2 At miste kontrol, håb, m.m.

Opkaldet til jobcenteret omkring ankevejledning og aktindsigt. Nærmest en bizar oplevelse.

Man ringer til telefonslusen, hvor man normalt hænger i kø i laaaang tid for at komme til at snakke med rette vedkommende, men ikke denne gang. I løbet af knap 15 sekunder er rette vedkommende fundet og har taget sin telefon...og rette vedkommende er chefen selv...chefen for jobcenteret.

Jeg spørger ind til de detaljer, som jeg har brug for at vide: Hvordan anker man en afgørelse? Hvordan opnår man aktindsigt? Jeg får en længere tale om, hvor bøvlet det er og at de færreste får noget ud af at anke en afgørelse. At få aktindsigt kræver lidt "red-tape"-arbejde.

Da samtalen er slut er jeg ret overbevist om, at jeg skal fortsætte sagen...men, at jeg er nødt til at prioritere mine ressourcer og vælge det vigtigste først...og det vil sige: sørge for, at jeg også kan betale husleje næste gang. Med andre ord: mit møde med kontanthjælpsafsnittet.

Møder op i god tid, er nervøs som bare pokker. Min sagsbehandler kalder mig ind, præsenterer sig og siger "Nå, men du skal aktiveres med det samme." Jeg bryder sammen i gråd. Kan sgu ikke klare mere. Sagsbehandleren virker ret overrasket og meget i vildrede, men fastholder til at starte med, at man får ikke en krone med mindre man går med til aktivering. Jeg kan slet ikke noget, kan ikke sige noget, kan slet ikke tænke klart...andet end at forsøge mig med "the stiff upperlip", men det er sgu svært når tårerne
vælter ud.

Vendepunktet i det møde kommer da sagsbehandleren spørger om, hvad jeg har lavet før. Jeg forklarer hende min erhvervshistorie som jo slutter med, at jeg har været på sygedagpenge, men blev smidt af systemet. Hendes reaktion var "Godt, så kan jeg jo finde dig inde på systemet." Hun tastede mit cpr-nr. ind....og ventede..og ventede..Jeg dukkede ikke op i systemet! Iflg. systemet var min første kontakt, da jeg bestilte tid på kontanthjælpsafsnittet. Hun undrer sig og det gør jeg faktisk også, men til alt held har jeg mine papirer med. Dvs. udbetalingsmeddelelser (man skal have lønsedler med bl.a.). På dem står der klart og tydeligt, at jeg har modtaget sygedagpenge over ca. 6 mdr, men det fremgår ikke af systemet.

Hun spørger ind til hvad jeg fejler etc. Spørger ind til forløbet på sygedagpengeafsnittet etc. Efter en del samtale vil hun lige undersøge sagen med jobcenter og sygedagpenge-afsnit. Jeg bliver bedt om at gå ud på gangen og vente. Venter derude i en halv time eller tre kvarter før jeg bliver kaldt ind igen.

Nu er der to sagsbehandlere. Der bliver stillet et par små spørgsmål, jeg svarer, de konfererer lidt. Min sagsbehandler konkluderer, at jeg bliver sat i Match-gruppe 4 og forklarer mig, hvad det betyder. "Lav grad af match: Det vil være muligt for den ledige at have et job på under fuld tid og/eller kunne varetage særlig jobfunktioner med begrænsede krav til erfaring og kvalifikationer."...men jeg vil ikke blive aktiveret. Jeg er lettet men også en smule undrende. Hvorfor kunne hun ikke slå mig op i systemet?

På dette tidspunkt har jeg mine sidste samtaler på CfS og overgår til at have cirka en månedlig samtale med min egen læge. Ikke at det flytter det helst store, men i det mindste har man følelsen af, at der bliver lyttet bare lidt. Efter noget tid indstiller min læge mig til en visitationsaftale på psykiatrisk dagafsnit. Der er lidt ventetid, men den kan jeg godt leve med, for i mit lille naive hoved er det måske det der skal til....lidt behandling, lidt arbejde med tingene, så jeg kan komme tilbage på arbejdsmarkedet og være uafhængig af det f*cking umyndiggørende, nedværdigende system!

Visitationssamtalen går godt og inden længe er jeg indstillet til at starte på dagafsnittet...når det altså bliver min tur. Der er jo en venteliste! Heldigvis kommer jeg relativt hurtigt til...kun en 3-4 måneder, hvor man egentlig bare træder vande. Starter på dagafsnittet...samtaler, undersøgelser, flere samtaler, flere undersøgelser.

Efter en rum tid bliver jeg indkaldt til samtale med min nye sagsbehandler på jobcenteret. Jeg har egentlig aldrig spekuleret over, hvorfor jeg pludselig var tilbage på jobcenteret i stedet for kontanthjælpsafsnittet, for jeg var jo stadig på kontanthjælp. Om det var den høje match-kategori eller hvad, ved jeg ikke. Jeg nåede aldrig at anke afgørelsen eller at søge aktindsigt, som jeg ellers havde lovet mig selv, men...man lærer at økonomisere med sit begrænsede overskud ganske simpelt for at overleve.

Hvad jeg ville have fået ud af at søge aktindsigt? Jeg ved det faktisk ikke selv...for mit møde med min nye sagsbehandler startede med ordene "Nå, men du er jo helt ny i det her system. Du har ikke engang en sagsmappe." Min respons var : "Hvad???? Sidste møde jeg havde med en sagsbehandler her på stedet var min sagsmappe et tommetykt værk!!". Sagsbehandleren havde INTET. Ikke en sagsmappe, ikke én eneste optegnelse over min tur i systemet. Ikke én eneste af mine lægeerklæringer, ikke ét eneste udkast til min ressourceprofil....intet! Jeg var et ubeskrevet blad! Man får tanken om, at aktindsigt ville betyde at man fik tilsendt et brev med ordene "Du eksisterer ikke!"...

Endnu en gang var vi nødt til at tage historien fra starten af...Dog med en væsentlig forskel: Jeg følte faktisk at min sagsbehandler lyttede til hvad jeg sagde. Hvad de færreste nok har forstået er, at det er faktisk møghamrende hårdt igen og igen at skulle forklare sin deroute, sætte ord på sine nederlag. Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan gøre det uden tårer...uden at det gør så pisseondt, men alene reaktionen på at sidde og skrive dette tyder på, at den dag er meget langt væk!

Samtalerne med sagsbehandleren kommer herfra til at handle om, hvad fremtiden mon vil være for mig. Hvor er JEG på vej hen. Reelt ved jeg det ikke, men jeg har mit håb og min tro. På dagafsnittet handler det om, at få fundet frem til, hvad jeg er for en snegl...hvad jeg reelt lider under og hvad der kan gøres ved det. Min sagsbehandler...jamen, hun giver mig plads, accepterer at jeg nok ikke lige er "arbejdsmarkedsegnet" på tidspunktet, men at psykiatrisk dagafsnit nok er bedre egnet til at hjælpe mig med at løse mine problemer end kommunen er. ...og et citat fra hende lyder: "...og jo mindre tid jeg bruger på mine klienter, jo mere tid har jeg til at læse alle de nye love, regulativer etc. som kommer væltende hver uge....som alle siger, at jeg skal bruge mere tid på sagsbehandling!"

Livet på dagafsnittet: Første dag møder man op med samtlige fordomme intakte. Fordomme om, at resten af patienterne (altså ikke én selv!) er "unormale". At man egentlig er lidt fejlplaceret. Man tager så iøvrigt hjem med nogle små rudimentære rester af samme fordomme, fordi man indser, at de patienter reelt bare er mennesker lige som du og jeg. De er ikke lallende vrag. De er ganske ordinære, ganske almindelige mennesker...lige som du...eller jeg!

Man går til tonsvis af samtaler med alt fra psykiatere til kontaktsygeplejersker etc. For mit vedkommende handlede det første lange stykke tid om at "slå hul på skallen". Jeg kunne have det ad helvede til, men hvis folk spurgte lød svaret pr. automatik "Jeg har det fint!!". Har vi ikke alle en forbandet frygt for at sige "Nej, jeg har det ikke fint!" selv om det reelt er sådan vi har det!! At lade maskerne falde kan og vil gøre ondt og vi ved det. At det så måske i sidste ende vil gøre mere ondt at beholde maskerne på er noget vi fortrænger for enhver pris!

For mit vedkommende ramte fremtiden så i en alder af 39 år. Det var usigeligt hårdt. Lige pludselig var man hudløs...uden en skal at forsvare sig bag. Min reaktion var simpel...de hårde samtaler, dem som virkelig gjorde ondt blev vekslet til søvn - en samtale på 45 minutter omkring nogle af de rigtig svære ting betød typisk at søvnbehovet steg med en 3-4 timer på det døgn. Tærsklen for stress, støj etc. forsvandt i store træk....og det var altsammen en del af diagnosticeringen.

Fik historien om, at første punkt var diagnosticering og først derefter var det behandling...og at det ikke var unormalt at det tog en 4-5år! Jeg syntes, at det lød som grusom lang tid, men ved nærmere eftersyn gik det op for mig, at en del af mine medpatienter have været i systemet i mange mange år! Ikke den mest opløftende ting at vide. Jeg blev indkaldt til de obligatoriske samtaler på kommunen....mest fordi de var obligatoriske. "Hvad sker der?" "Jeg går stadig på dagafsnittet"..."Okay, ha' en go' dag!"...

Efter omtrent 9 mdr. på dagafsnittet kom det første diagnoseforslag. Det var allerede fastslået, at jeg havde nogle ret alvorlige eftervirkninger af stress, men der stak muligvis noget under. Kan huske, da jeg åbnede brevet. Sad i bilen på P-pladsen udenfor afd. P. (diagnoser fik man leveret i en kuvert ved samtalen med psykiateren, som havde éns sag). Kan huske ÉT eneste begreb i det brev: Skizotypisk personlighedsadfærd! Anede ikke hvad det var, men stil dig selv det her sprøgsmål: Hvad ville DU føle ved at få en etiket, som på nogen måde indeholder ordet "skizo"? Nej, vel? Det føles sgu ikke rart!!! Tro mig, man skal heller ikke fortælle folk noget om det, fordi lyden af "skizo" gør at folk pr. ren automatik gemmer samtlige skarpe og spidse genstande væk når man er i nærheden. Sådan noget er rigtig dejligt for selvfølelsen...

Efter godt et år på dagafsnittet var det tid til den afsluttende undersøgelse. Psykolog-test. Som jeg så det var det afslutningen på diagnosticeringen og dermed starten på behandlingen! Testen var sjov...men hård. Den forløb over to "sessions" og indbefattede bl.a. IQ-tests og andre spændende ting.

Resultatet af IQ-delen kom ret hurtigt. "Blandt de øverste 3 %"...Der er håb endnu! :-D. Den sammenfattende konklusion fra hele teamet på psyk. kom kort efter og det var mildest talt ikke en festdag set fra min side. To diagnoser: PTSD og skizoid personlighedsforstyrrelse.

Mit spørgsmål var simpelt: "Og hvad skal vi så gøre ved det? Hvordan behandles det, Hvor lang tid?" Psykiaterens svar var kort og godt "We don't! We can't!" ...efterfulgt af en forklaring om, at der var nogle ting og sager som var gået i stykker i mig og som ikke KAN repareres. Et citat fra psykiateren : "Vi er ikke som et somatisk sygehus. Det er ikke altid, at vi kan reparere et brækket ben, men vi kan hjælpe folk med at lære at halte bedre".

Jeg var lidt forvirret...forstod ikke præcis hvad han sagde..eller rettere jeg ville ikke forstå hvad han sagde. Det fremgik nok klart af, hvad jeg selv sagde, så han skar igennem i et klart og tydeligt sprog: "Sådan som du har det nu....jamen, du får det nok ikke væsentligt bedre! Odds for at du kommer tilbage på arbejdsmarkedet er lig nul...og kommer du tilbage, så ses vi næste gang du er indlagt her. Det er ikke et spørgsmål om hvis, det er et spørgsmål om når"

Rene ord for pengene...og vel cirka samme følelse som at få en mursten rent og hårdt i panden! Hvad var det manden sagde? At det jeg har knoklet for siden jeg var 16 bare var slut? At toget stopper her?!! Jeg spurgte direkte: "Jamen, hvad så?". Svaret var meget simpelt igen: "Førtidspension!". For mig betød det ord noget i stil af: Slutningen på alt. Ikke engang fyldt 40 og drømmene skal lægges på hylden nu? Er nået SÅ langt på at være flittig, arbejdsom, pligtopfyldende...have samvittighed....og så er det hele spildt??!!

Ingen kommentarer: