Jeg håber med dette initiativ at kunne samle en række personlige historier fra "det virkelige liv" om, hvordan det føles at stå uden arbejde eller at være i risiko for det - OG samtidig være genstand for den aktuelle hadefulde retorik i den offentlige debat om mennesker udenfor arbejdsmarkedet.

Fordi vores stemme er fraværende - eller hånes - i debatten!

OBS! Se også Laila Ammitsbøls indlæg på sin blog om emnet - KLIK HER


tirsdag den 13. marts 2012

Syg af at arbejde - del 3 Var det hele slut nu?

Var det hele slut nu? Jeg havde ærligt talt svært ved at acceptere den tanke. I mit hovede havde jeg nok cirka samme tanke, som en stor del af den danske befolkning har: At segmentet af førtidspensionister består af drankere, nassere og lallende vrag. Jeg kunne ikke se mig selv i nogle af de kategorier...overhovedet!!

Troede så heller ikke på, at jeg ville ende dér. At dømme ud fra nogle af de andre patienter på dagafsnittet (og skal jeg være helt ærlig: Folk, som var i væsentligt dårligere stand end jeg...hvis jeg selv skal sige det!) ...så var førtidspension betinget af at kommunens lægekonsulent ikke underkendte læge-erklæringerne...og at man havde været igennem x antal jobprøvninger. At jobprøvningerne i visse tilfælde gjorde, at folk kom tilbage på Afd. P som indlagt...Det var bare en del af det. Som jeg så det...var begge ting så uoverskuelige, at udsigten fra nærmeste Lillebæltsbro nærmest var dragende.

Dagen oprandt. Den dag, hvor mit behandlingsteam havde møde med min sagsbehandler for at blive enige om min fremtid. Jeg var selv én af mødedeltagerne. På det tidspunkt frygter man egentlig det værste og alene den stress-faktor gør, at man ikke sover, selv om man er dødtræt...Pulsen høvler derudad, som om
man var i gang med de sidst 10 km i et marathon-løb. Følelsen af absolut magtesløshed...intet andet.

Selve samtalen...min psykiater tog ordet fra start, forklarede sagsbehandleren i ret klare og utvetydige vendinger, hvor jeg stod, hvad jeg var og hvilke muligheder jeg havde. Sagsbehandleren lyttede, noterede lidt hist og her, stillede spørgsmål...noterede lidt mere. Konklusionen på mødet: Jeg skulle søge førtidspension. Sagsbehandleren gjorde papirerne klar.

Nogle dage senere var jeg på jobcenteret og skrive dem under. Og så var det ellers bare at vente...og frygte, at det hele blev underkendt. Frygten var faktisk ubegrundet...Ingen krav om ekstraundersøgelser. Ingen krav fra lægekonsulenten...intet. To måneder efter jeg skrev under på ansøgningen om førtidspension, gik min første pensionsindbetaling ind på min konto.

På den ene side var det vildt fedt, at jeg slap for en hel masse bøvl....på den anden side...jamen, når man ved, hvor svært det er, at blive tilkendt førtidspension...så vil man uvægerligt tænke: Er jeg virkelig SÅ smadret??? Man efterrationaliserer...man tænker sit...og har sgu svært ved at erkende det, så hvad gør man så? Man prøver!!! Man forsøger at tage opgaver ind, man forsøger at vise, at det er sgu ikke SÅ galt igen. SÅ smadret er jeg ikke! Man får ikke løst opgaverne, man stresser...har dårlig samvittighed over, at man ikke kan overskue en skid.

Til sidst er man nødt til at bide i det sure æble og erkende, at der nok er gået et eller andet basalt i stykker. Opgaven derefter er så, at lære at indrette sit liv efter det. Lyder nemt, ikke?

Du skal såmænd bare ændre de sidste 40 års vaner, din livsstil. Ja, hele dit liv er anderledes nu. Du er nødt til at prioritere meget hårdt...hele tiden...konsekvent! Træd over din tærskel og du trækker en 2-3 dage ud af kalenderen efterfølgende. Dage, hvor du ikke kan tåle støj (så som at der er én der bladrer i en avis inden for en radius af 10 meter!!). Dage, hvor du har brug for at sove 12-14 timer før du har energi til at stå op og tage middagsluren i stuen.. Dage, hvor din telefon ringer, men du ikke tager den...fordi du simpelthen ikke kan overskue en samtale..ikke nu, ikke her.

Lær at leve med, at du har gode dage...og dårlige dage. Lær at leve med at folk dømmer dig. Ja, bevares...de ser dig jo kun på dine gode dage, så hvis det er det eneste grundlag de har at gøre med, er det vel fair nok...men de ser ikke de 3 dage der kommer efter en god dag. De ser ikke dig de dage, hvor tankerne går på, at den her verden er så fucked up, at ingen ville lide et tab ved at undvære mig.

Næh...jeg er skam bare nasser! Jeg "har valgt at blive klientgjort". Man møder mennesker, som bliver dybt forargede over, at JEG bruger DERES skattepenge på bare at "fise husleje"..Jeg plejer bare at replicere: "Lad os bare bytte lige her og nu....vi bytter lige over...mine lidelser og min indtægt for ingen lidelser og DIN indtægt". Så vidt har ingen bidt på...og nej, selvfølgelig kan det heller ikke lade sig gøre, men hver eneste gang jeg møder den slags mennesker, så har jeg det mødige håb, at de kunne prøve at være i mine sko...bare en uge...eller en måned...eller måske tre. Jeg er sikker på, at de ville ændre deres synspunkt fundamentalt...Ind til den mulighed foreligger, så er jeg bare endnu en paria. En klientgjort, doven nasser...

Jeg har svært ved, at forstå hvilken del af min baggrund, som giver anledning til at tro det, men måske er samfundet sådan indrettet, at det eneste det handler om er, hvad kan du yde fremover? Hvad du har ydet hidtil er irrelevant! Og som en lille sjov sidenote...hvad der skete for og med mig...Det kan ske for dig! Det kan ske for alle! Hvis jeg havde fået en femmer for hver gang jeg har sagt sætningen "Jeg er ikke typen som får stress!", så er jeg ret sikker på at mine cykelklemmer var skiftet ud med en passende Porsche.

Husk det, når retorikken spidser til. Du KUNNE være i mine sko. Du kan risikere at det er dig om et halvt år! Som retorikken omkring netop mit segment...førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, psykisk syge etc. kører, så må jeg sige, at jeg nærmest bare afventer, at en vis del af politikerne opdager, at en førtidspension udgør 204.900 kr p.a....og at en winchester .308 patron koster under 4 kroner. Lyder det hårdt? Hmmm...spørg dig selv, om du mener at man kan behandle sygdom med fattigdom? Nej vel? Men det er den vej vi går nu...

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Så længe der er et stort flertal i folketinget der mener at man kan arbejde sig til sundhed er håbet for dem som er syge lille...
Og i øvrigt alle der er på en overførsesindkomst

Anonym sagde ...

Tak for historien, forfatter. Staten har reelt ikke været fair over for borgerne de sidste 20-25 år. Statens økonomi er formodentlig hvad der reelt har sat demokratiet under væsentligt pres. Din historie er hvad man kan forvente. Personligt er jeg på vej væk fra Danmark, da jeg har svært ved at se fordelene ved at leve her fremfor så mange andre steder i verden. Og det ser ud som om mange andre indser det samme i disse år, og flygter ud af landet, ud af Vesten.