Jeg håber med dette initiativ at kunne samle en række personlige historier fra "det virkelige liv" om, hvordan det føles at stå uden arbejde eller at være i risiko for det - OG samtidig være genstand for den aktuelle hadefulde retorik i den offentlige debat om mennesker udenfor arbejdsmarkedet.

Fordi vores stemme er fraværende - eller hånes - i debatten!

OBS! Se også Laila Ammitsbøls indlæg på sin blog om emnet - KLIK HER


onsdag den 18. april 2012

Bettina Post - WTF??

Kære Bettina Post.

Jeg har et par spørgsmål til dig vedrørende din opbakning til en nedsættelse af kontanthjælpen til dem, du kalder ‘stærke unge’.

Jeg er meget bekymret for konsekvenserne af endnu en kassetænkningsmanøvre på de kommunale socialcentre. Både som uddannet socialrådgiver og som mor til en af disse unge, som skal klassificeres som ‘stærk’ eller ‘svag’.

Jeg håber, at du vil tage dig tid til at læse om min datters ulykkelige forløb fra at være mønsterstuderende på SU med mere end ét fritidsjob til indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Hun er et rammende eksempel på en ung, som udadtil – alt for længe – fremstod som yderst velfungerende og ressourcestærk, men det var en krampagtig facade, hvilket medførte, at læger og studenterrådgivning blev ved med at afvise hende med opfordring til at købe en meditations-cd og melde sig til yoga (mellem linjerne: tag dig dog sammen, din forkælede overskudsunge, vi tror ikke på, at du har det forfærdeligt bag dit perfekte ydre og dine høje karakterer). Men det må du så mene, at sagsbehandlere i kommunens socialcentre, ofte ikke engang uddannede socialrådgivere, er mere kompetente til at vurdere end læger og psykologer. Jeg har med samtykke fra min datter offentliggjort hendes ‘fortælling’ på min blog Fra syndebukkens verden med overskriften Et vidunderbarn i frit fald .

Jeg er en smule rystet over, at du går ud i medierne med en så forsimplet måde at støtte regeringens reformplaner (reform = læs ‘spare’) på det sociale område. I mine øjne er det en nedladende og fordømmende måde at karakterisere denne diffuse gruppe såkaldt ‘stærke’ unge.

For det første har jeg meget svært ved at se disse ressourcestærke, men dovne unge for mig. Jeg har aldrig mødt en af dem i mit socialrådgivervirke, som for en stor del har været netop på ungeområdet. Derfor vil jeg virkelig gerne vide, hvilken forskning du læner dig op ad, når du udpeger denne gruppe, som med fordel kunne motiveres via økonomien.

For det andet er det direkte skræmmende, at netop du - som formand for en faggruppe, som må formodes at VIDE, at der findes en gruppe af sådanne stærke unge, som man kunne spare væsentlige skattekroner ved at presse på deres pengepung – går ud og fremmaner dette billede af ‘unge på kontanthjælp’. En sådan karakteristik af kontanthjælpsmodtagere er guf for medierne og guf for det flittige, leverpostejssmørende skatteydersegment til at pege den fordømmende pegefinger endnu mere ‘højlydt’ mod syndebukkene i den økonomiske krise. Du er således med til at stigmatisere ALLE unge, som af forskellige årsager er endt med at blive forsørget af det offentlige, fordi dem, som tilhører ‘de stærke, som bare ikke gider’ altså ikke går rundt med en stjerne på ærmet, som viser, at her går en af de stærke og velfungerende samfundsnassere.

For det tredje får du også lige tegnet et billede af nogle uansvarlige, egoistiske unge mennesker, som lystigt går rundt og ‘klør røv’ - en elegant tilføjelse til billedet af den anden type velfærdsnasser, som ligger og flyder på sofaen. Du mener måske, at de, som endda gider at gå rundt, nyder livet på diverse pipfuglekurser, som de jo må trækkes med for at hæve de gyldne kontanthjælpsrigdomme?

Hele ansvaret for denne inddeling af unge i ‘de stærke’ og ‘de svage’ vil ligge endnu tungere på den enkelte socialrådgivers (undskyld, sagsbehandlers – det er jo langt fra sikkert, at sagsbehandleren er socialrådgiver) skuldre. Som om den ikke allerede ligger der i forvejen i match-kategoriseringen som et styringsredskab til, hvilke ‘foranstaltninger’, der skal sættes i værk. Nu vil kategoriseringen også komme til at medføre en økonomisk pisk.

Derfor disse spørgsmål til dig:

  • Hvordan forestiller du dig, at den enkelte socialrådgiver skal kategorisere de unge som del af denne gruppe ‘stærke’? Hvordan kan man bedømme, om det er en af disse dovne velfærdsnassere, man sidder overfor på socialcenteret?

  • Er det din opfattelse, at ‘stærke unge’ på kontanthjælp kun er motiveret af økonomisk vinding – dvs. de vil ‘vælge’ kontanthjælp, fordi ydelsen er højere end SU?

  • Hvor mange drejer det sig rent faktisk om – disse “fuldstændig velfungerende unge mennesker, som kunne gå i gang med en uddannelse, og som egentlig bare går og klør røv, fordi de ikke rigtig gider”?


Jeg afventer med spænding dine svar.

Med venlig hilsen

onsdag den 11. april 2012

" Sig mig om du ønsker, at blive syg og skulle behandles således? "

Min arbejdsskade/livet MOD det system, der burde hjælpe mig starter tilbage i 2002.

Jeg ved godt at du sikkert har travlt og ikke synes du har tid at læse min historie, jeg lover dig, at jeg ikke har noget som helst uvæsenligt med, kun facts og ting jeg kan dokumenterer, ting der er sket i mit liv i de 10 år - siden jeg blev syg.

Jeg får en arbejdsskade på LM-Glasfiber (som det hed dengang) - heldigvis ikke en styren-skade,
men en arbejdsskade der ødelægger hele mit bevæg apparat, SID ønsker ikke at hjælpe mig med min sag - da der var alt for mange arbejdspladser på LM og de ville da ikke skyde sig selv i foden!
Jeg melder mig ud i arrigskab! 20 års fagforening spildt!

Mine skader, som jeg skal forsøge at få en hverdag til at hænge sammen, med:

Tennis/golf albuer, hvilke gør jeg intet kan bære og intet kan lave pga smerter - skuldre med væske og irritation i, der ikke kan afhjælpes kirurgisk, efterfølgende slidgigt i nakken, der smerter dagligt og meget samt til tider perioder op til 9 mdr. hvor jeg bliver svimmel ved den mindste bevægelse - til daglig, "kun" svimmel når hovedet lægges bagud, hvilket jeg aldrig gør. Disse handikaps har medført en svær hovedpine/migræne 24-7 - så jeg meget meget sjældent har energi til at være omkring mennesker, dertil er kommet lænderygsproblemer, der stammer fra bevægapparatet.

Jeg får i første omgang en revalidering men mine arme kan ikke holde til at skrive så meget som man gør i et studie,
så min lærer-uddannelse må jeg glemme alt om! Pokkers os!

Men jeg er slet ikke klar til at forlade arbejdsmarkedet.....så jeg opretter mit eget firma(2005), hvor jeg har en shop med naturlige vare samtidig med jeg arbejder som alternativ behandler, da svære løft, gulvvask, vinduesvask ja, selv afstøvning er et problem, hjælper min mand og min søn mig, meget!
Min arbejdstid ligger på gennemsnitlig 30-40 timer ugentlig.
Men da man tit "bare" sidder i en shop....ja, så er det ikke så fysisk krævende for mig og især da min familie og venner er rigtig gode til at hjælpe mig både til daglig og ved evt. messer og lign., går det faktisk fint.

Meen men men økonomisk går det bare slet ikke, min mand har i 3 år holdt mig oppe (nu i 2008)og nu er han ved at nå et punkt hvor det fungerer for ham mere.
Jeg er nød til at forsøge at redde vores forhold og søger et job - ved siden af min klinik (efterhånden er det mere klinik end shop og vi er flyttet, hvor min mand har indrettet en fantastisk klinik til mig).
Jeg får et aftenarbejde på Steins Laboratorium - tænker det går nok..bare 17-18 timer ugentligt og jeg kan stadig passe min klinik - super.
Efter den første uge - er mine arme dog fuldstændig ødelagte igen igen igen - jeg er faktisk meget chokeret over, at jeg ikke kan holde til mere.

Jeg bliver sygemeldt. De 18 timer får jeg - men for min klinik skal jeg udfylde et skema, mens jeg sidder og udfylder dette, efter bedste evne,
ringer jeg til kommunen, da jeg er i tvivl, er det arbejdstimer eller pengegivende timer de skal have som grundlag?
Svar "pengegivende - de andre kan vi ikke bruge til noget"
Resultat - 4 timer ugentligt er pengegivende, så jeg får INGEN sygedagpenge for min klinik!
Da jeg får svaret - mundtligt, får jeg også at vide at det ikke kan betale sig at klage, for det opnår jeg INTET ved!
Jeg er sikker på at de gør hvad de kan for at hjælpe mig, overvejer slet ikke, at de kunne finde på, at ville føre mig bag lyset!
Så jeg klager ikke.
Så i over 1 år lever jeg af 18 timers sygedagpenge......og tror at sådan skal det være!

I den tid bliver jeg arbejdsprøvet, men Reva har så svært ved at finde et sted der vil tage mig, med mine massive skånebehov, at de til sidst "laver" en stilling som hjælpelærer på en skole for handicappede unge. Denne stilling, findes på ingen måde, i det danske arbejdsmiljø!

Jeg møder ind - sidder på en stol, kan rejse mig og gå når jeg ønsker, skal ikke skrive på tavle, skal ikke skrive overhovedet, skal ikke forberede mig,
jeg har fået det lavet sådan at det er 3 dage om ugen, så jeg holder fri sammenhængende, da jeg har meget meget svært ved at køre bil, det gør bare så ondt!
De forsøger at sætte time antallet op, men det lykkes på ingen måde.
Jeg havde en del sygemeldinger i denne periode.
Jeg føler hele tiden, at beskæftigelsemedarbejderen på kommunen ikke tror mig, selvom der er mange lægelige papirer der udtaler det jeg gør.
på et tidspunkt læser jeg i min resourseprofil, at selvsamme skriver: (01/09/09)
"lægekonsulenten har vurderet på oplysningerne fra smerteklinikken og oplyser at (jeg) er i medicinsk smertebehandling samt smertehåndtering.
Allevia skriver at det ikke vil ændre arbejdsevnen, men det tager vi ikke til efteretning pt. idet (jeg) skal igennem en arbejdsprøvning først og derefter, når hun har gennemgået smertehåndteringsmodulet, vil der blive anmodet om en ny status med ny vurdering."
(dette er endnu en arbejdsprøvning, de henviser til de vil have mig igang med - altså nummer 2).

Da jeg i mellemtiden også har en sag kørende hos ASK og de nu anerkender 5% tennisalbue (jeg føler mig til grin) - kontakter jeg en advokat, da jeg godt kan se at jeg slet ikke formår at hjælpe mig selv, i denne jungle af bakker der bare går opad, konstant.

Advokaten finder også ud af at sagen på kommunen ikke hænger sammen.

Jeg går og venter på en ny arbejdsprøvning, men Reva formår ikke at finde en og konsulenten mener ikke at de vil være i stand til at finde en plads til mig, hun har talt om førtidspension, med mig, men jeg overvejer slet ikke den mulighed, endnu - jeg tror på, at hvis jeg kan få hjælp til at blive i mit eget firma, kan jeg stadig give noget og være noget på arbejdsmarkedet.Hun har ikke talt med beskæftigelsemedarbejderen på kommunen, men er ved at skulle til at skrive et brev til hende, da jeg taler med hende om morgenen. 1 time efter ringer min advokat til mig, hun har lige talt med samme beskæftigelsemedarbejder " Jeg har nu fået tilkendt FLEX" men uden timefastsættelse.

Jeg er lykkelig og tror at jeg nu får lov at være i mit eget firma - som jo har været lukket siden min sygemelding, da det må være det eneste sted jeg ikke er i vejen, i stedet for at være et aktiv, det mener min nye socialbehandler heldigvis også.
Jeg tror på livet igen - er glad og socialbehandleren beder os (min familie og jeg) om at gøre klinikken køreklar!
Jeg skal (efter bedste evne) lave en slags timeregnskab for mit firma, i den tid jeg har haft det.

Efter et møde på kommunen mellem de forskellige i det team - (jeg er ikke med) - bliver det besluttet, at de ikke vil give mig flex i egen virksomhed ligeledes bliver det besluttet, at de IKKE anerkender mine timer! (jeg arbejder i et utraditionelt erhverv, men, at fjerne mine timer, fordi de ikke har kendskab til min linie- synes jeg er lidt langt ude) dette gør de også i hht. at jeg ikke klagede dengang jeg ikke fik sygedagpenge pga. de pengegivende timer. - Her undres jeg igen igen....jeg har flere gange talt med beskæftigelsemedarbejderen om netop denne sag, men får gang på gang følgende sætning:
"Det kan vi ikke gøre noget ved" eller "det synes jeg du skal glemme alt om" eller " det gider jeg ikke høre på igen"

Det aller aller værste synes jeg er søreme at Ankenævnet giver kommunen lov til at fjerne mine timer!
Fordi jeg ikke vil udleverer mit regnskab. Det føler jeg bestemt ikke trang til, for når de kan fjerne mine timer - uden mit regnskab!
Så kan de skisme også give mig dem retur - uden!

Min nye socialrådgiver kæmper en brav kamp for at få mig i flex i egen virksomhed - men hun forflyttes til en anden afdeling. - suuk-

Jeg får en ny igen. Hun er en sag helt for sig selv!
Hun starter mødet med at true mig. Hun anklager mig faktisk for social bedrageri!
Bliver ved med at sige, uden at have belæg herfor, at jeg arbejder i eget firma!
Hun hører intet jeg siger, hun vil have mig på kursus! Jeg skal gå 31/2 km (hun siger 2 - men det er ikke den bus-gg-) op til bussen - tage bussen til byen, gå derfra og om til kursusstedet, som jeg ikke kan få at vide hvor er, i forhold til bussen, hun er så sød at sige, at jeg jo altid kan hvile mig - når jeg kommer frem! Man skal skrive 0g lære at skrive ansøgninger! Jeg er en af dem, der mens jeg var ledig i både 8'erne og 90'erne fik langt over 500 afslag på 1 år! Jeg har taget og fået mange kurser i benævnte og er både kontorassistent og sprog"idiot".!!!

Min læge sygemelder mig, dette skal hun gøre 3 gange før den anerkendes!

I mellemtiden har jeg måttet fyre min advokat, for ud over at ringe og få min flex igennem, har hun vist sig komplet uduelig -
dette koster mig OVER 40.000 kr!

Nu har jeg fået en ny "hjælper" en socialkonsulent der kan love og paragraffer og for en gangs skyld føler jeg en slags ro.

Beskæftigelsesmedarbejderen har overtrådt et hav af love/paragraffer og hun tager sin afsked, da vi klager over hende,
så denne klage får vi intet ud af, da den ikke kan følges til dør, når medarbejderen ikke er ansat mere.

Vi holder et fællesmøde på kommunen, den nye beskæftigelsemedarbejder - hendes chef - en hjælpemiddelkonsulent - deres lægekonsulent - min kiropraktor - min læge - min socialkonsulent og jeg i september 2010, aftaler at de afventer forskelge undersøgelser og at de derefter vil se hvad de så vil med mig.

I Jan 2011 får jeg en udtalelse fra en kirurg der ikke kan hjælpe mine skuldre, tilstanden er stationær.

Kommunen ønsker en undersøgelse af en arbejdsmediciner, hvilken de får i feb 2011.


Arbejdsmediciner udtaler bla:

"Tilstanden har i det væsentlige samme samme karakter som som tidligere, men symptomerne er blevet mere udtalte.
Hovedpinen fylder rigtig meget, den er en følge af symptomerne i nakke og arme og der er også tilkommet væsentlige lænderygproblemer, der begrænser hendes funktionsniveau.

Hun er optimalt medikamentalt behandlet. Der findes ikke andre behandlingsmuligheder. Jeg finder heller ikke, at der er nogen resterhvervsevne, der med nogen sandsynlighed vil kunne udnyttes.
Forudsat hun kan passe på sig selv, må jeg opfatte tilstanden som stationær, men det er svært i en dagligdag, hvor der også er forskellige ting der skal gøres.

Skånebehov som tildligere, hun skal undgå enhver fysisk belastning og enddog blot lettere brug af armene, der provokerer symptomerne. Armene skal bruges tæt ved kroppen. Hun skal undgå ensidighed og enhver form for kraftbrug. Vigtigt er, at hun ikke må foretage sig noget, der provokerer smerterne.

Jeg ser ingen behandlingsmuligheder, der kan genskabe blot noget af hendes erhvervsevne."


Jeg sender denne til beskæftigelsemedarbejderen og venter 1 mdr., da jeg igen igen spørger til deres svar på hans udtalelse, kommer dette svar retur:

"Vi peger på en funktionsevnevurdering for at få en vurdering af din funktionsevne og efterfølgende skal der foretages en afklaring af din arbejdsevne i en praktik med henblik på at du komme ud i fleksjob.
Målet er at der skal findes et fleksjob til dig."


JF. ovenstående kan jeg derfor ikke forstå, hvorfor man ikke efter indhentelse af udtalelser Arbejdsmedicinsk afdeling har taget disse udtalelser til sig og rettet sig herefter. I udtalelsen står der klart at jeg igen arbejdsevne har. Alligevel vil man stadig sende mig i arbejdsprøvning for at kunne finde et fleksjob. Arbejdsmedicinskafdeling skriver klart at jeg ikke kan varetage et job og derfor burde man vel sende mig i arbejdsprøvning for at se om min arbejdsevne stadig er tilstede for at kunne opfylde betingelserne for fleksjob. Jobcenteret vil dog kun forholde sig til fleksjob og ikke førtidspension som speciallægens erklæring ellers viser hen til.




I forbindelse med indhentning af de lægeoplysninger fra arbejdsmedicinskafdeling, blev udtalelserne lagt over lægekonsulenten til vurdering af om man ud fra denne udtalelse kunne vurdere om der var oplysninger nok til at tage stilling til om der skulle laves en indstilling til førtidspension. Jf. vedlagte mail fra beskæftigelsemedarbejderen kan jeg nu se at man åbenbart fastholder tidligere afgørelse om at jeg kan bestride et fleksjob. Jeg er dog ikke blevet gjort bekendt med hvad lægekonsulenten har vurderet og jf. retssikkerhedsloven §12 har Jobcenteret derfor ikke overholdt deres partshøringspligt.

Jeg har før indsendt en aktindsigtserklæring - der blot skulle følges op på løbende(dvs. at de skulle fremsende alle nye oplysninger i min sag - til mig - hvergang) - denne er altså ikke respekteret/overholdt.


Jeg stiller mig meget meget undrende overfor hvorledes en kommune kan forsvarer, at nedbryde en borger endnu mere end jeg er i forvejen, når de tager lægens udtalelser i alvorligt - man kunne jo få den formodning, at de slet ikke bruges, som tilbage i sept. 2009, at de ikke vil tage den til efterretning. Undskyld mig, men de er socialrådgivere, beskræftigelsemedarbejdere osv men ingen af dem er læge, vel?
Hvorfor indhente erklæringer, der smides bort, når de ikke opfylder de ønsker kommunen selv ønsker?

Så lige nu ser mit liv ud som følger:

Jeg har en hverdag der er fyldt med smerter, hvor det meget smertestillende jeg indtager slet ikke får fat i det hele, men efter smerteklinikkens mening, kommer vi det ikke nærmere.
Jeg kan faktisk intet lave i mit hjem!
Er atter på vej op - men har været meget meget langt nede psykisk - pga kommunens behandling af mig og fornemmelsen af ikke at betyde noget som helst, med det mener jeg ikke arbejdsmæssigt, det har jeg lært at leve med, nej psykisk - mine meninger og mit ønske for resten af mit liv, betyder intet!
Mit ægteskab har lidt umådeligt meget - ikke under min arbejdsskade, men under disse 10 års efterfølgende mistænkeliggørelse og nedgørende behandling!
Samt at jeg ikke en eneste måned har haft penge nok til underhold, så min mand har understøttet mig - hvergang, samt at han har betalt langt over 60.000 kr til "hjælpere" jeg måtte have, så kommunen ikke snød mig igen, som de gjorde tilbage ved min sygemelding igen i 2008!

Er dette sådan man skal behandles, som syg i Danmark?
Er dette det Danmark i siger har plads og hjælp til alle?
Er dette det danmark du ønsker, eller starter du nu med en forandring med at hjælpe mig,
med at fortsætte resten af mit liv, med de smerter jeg har nu og ikke de smerter jeg kan få ved, at
lade kommunen forsætte sin meningsløse arbejdsprøvning og menneskelige behandling af mig?
Har de ikke snart brudt lovgivningen nok? Og der mener jeg ikke kun den åbentlyse og åbenbare iflg. retssikkerhed osv., men i høj grad også den iflg. menneskeligheden.

Sig mig om du ønsker, at blive syg og skulle behandles således? 


Dette brev er oprindeligt udgivet på www.k10.dk under kategorien 'Fleksjob - førtidspension/Din historie' under titlen 'Vigtigst er ro...' af PiaPC, som henvendte sig til mig med tilladelse til at bruge hendes historie her på bloggen.

Brevet er henvendt til 'byrødder - folketingsmedlemmer og derefter ( alt efter reaktionerne) medierne'.

tirsdag den 10. april 2012

Mail til Karen Hækkerup: Tænk også på min datter

Sent: Tuesday, March 20, 2012 10:34 AM
To: min@sm.dk
Subject: Tænk også på min datter

Jeg læste lige et brev på politiken.dk til dig fra en bekymret mor.
Her får du så endnu et fra en lige så bekymret mor. Jeg håber, at du har tid til at læse det, for de beslutninger, som I tager, har altafgørende indflydelse på vores liv.

For god ordens skyld skal jeg lige nævne, at min datter ikke er i nærheden af at skulle på førtidspension. Lige præcis hendes situation er en af dem, hvor indsatsen lige her og nu vil være afgørende for, om hun kommer videre eller fortsætter ud i yderligere marginalisering i forhold til hendes jævnaldrende.

Jeg har skrevet et indlæg på min egen blog, Fra syndebukkens verden, som jeg oprettede for at få et sted, hvor man kan dele nogle historier om, hvordan det faktisk opleves at stå udenfor arbejdsmarkedet. Her er et uddrag af indlægget:

Et vidunderbarn i frit fald

Jeg har fået lov at dele min datters livssituation på denne blog.

Hun formår ikke selv at sætte sig ned og skrive. Ikke fordi hun ikke har evnerne til det. Hun har altid været en mønsterelev - ikke altid på arbejdsindsats, for hun havde alt for let ved det faglige og har, indtil hendes problemer begyndte for et par år siden, stort set fået topkarakterer i alt.
...
Hun er nu 24 år. Hun er flyttet i en lille lejlighed, men hun er langt fra ude af depressionen. Kort tid efter hun flyttede for sig selv skar hun sig i håndleddet, og hun har mange 'hårde' dage.

Hun har forsøgt at holde fast i nogle få timers deltidsarbejde med rengøring, som nu modregnes i kontanthjælpen (kr. 6.660 pr. md. brutto). Hun har ca. kr. 1.500 efter boligudgifter (inkl. udgift til fællesantenne, så selv om hun ikke har et tv, skal hun betale kr. 289 pr. md. til det, husleje er kr. 3.200) og forsikringer . Dvs. til eventuel telefon, mad, tøj, alt. Selv uden telefon er det umuligt at leve for, dog - vi har jo ingen fattige i Danmark, siger Joachim.

Men som hun siger: "Jeg har i det mindste et arbejde."

Hver dag er en kamp. En kamp for at finde tilbage til sig selv. En kamp for at holde sit hjem og sig selv. En kamp for at holde 'de sorte tanker' og meningsløsheden på afstand.

Hun er positiv og lykkelig over, at hun endelig er blevet tilbudt et daghøjskoleforløb for arbejdsledige. Hun suger til sig af alt, de har at byde på, og sætter pris på de faste rammer, som giver hende en mere 'normal' hverdagsstruktur - "som alle andre".

Jeg håber så meget på det bedste for hende. Men hvis jeg hører/læser mere om, hvor ugidelige og lykkelige folk på kontanthjælp er, så skriger jeg.
Tænk over, hvilke signaler I sender med jeres retorik til unge mennesker som min søde datter!
Med venlig hilsen
Vibeke Carøe

Mailsvar: Emne: Sv: Indspark til reformarbejdet

Dette er Ulla Tørnæs' svar på min mail Emne: Indspark til reformarbejdet , som jeg sendte 11. marts 2012:

Sent: Monday, March 26, 2012 1:57 PM

Kære Vibeke

Tak for din henvendelse.

Jeg modtager hver dag mange henvendelser fra borgere. Jeg læser alle mine henvendelser igennem og jeg værdsætter højt, at få tilsendt henvendelser, som giver mig indspark til den politiske debat. Det er dog desværre ikke altid, at jeg kan nå at besvare alle henvendelserne personligt, men jeg læser dem alle igennem og anvender dem i mit politiske arbejde, eksempelvis når jeg deltager i forhandlinger, som Venstres arbejdsmarkedsordfører, om førtidspension og fleksjob i Beskæftigelsesministeriet. 

Jeg vil opfordre dig til at kontakte Beskæftigelsesministeriet, for svar på dine spørgsmål. Du kan skrive til Beskæftigelsesministeriet på bm@bm.dk.

Med venlig hilsen
Ulla Tørnæs, MF (V)

Mail: Emne: Indspark til reformarbejdet

Til: Ulla Tørnæs <Ulla.Tornaes@ft.dk>
Emne: Indspark til reformarbejdet

Kære Ulla Tørnæs
Problemet i dag ER IKKE, at udspekulerede, dovne velfærdsnassere givetvis findes.

Problemet ER, at dette bredes ud til at være normen, til at være den typiske modtager af offentlig forsørgelse. Og at dette paradigme kan ende med at nedbryde den enkeltes selvbillede og i værste fald forværre en allerede ulykkelig situation.

Jeg vil gerne opfordre dig til at bruge 10 minutter på at læse et indlæg fra bloggen Fra syndebukkens verden om en 24-årig psykisk syg kvinde på kontanthjælp (kr. 6.660 før skat) og derefter revurdere dit udsagn:

Her er et lille uddrag:

Et vidunderbarn i frit fald

Jeg har fået lov at dele min datters livssituation på denne blog.

Hun formår ikke selv at sætte sig ned og skrive. Ikke fordi hun ikke har evnerne til det. Hun har altid været en mønsterelev - ikke altid på arbejdsindsats, for hun havde alt for let ved det faglige og har, indtil hendes problemer begyndte for et par år siden, stort set fået topkarakterer i alt.
...
Hun er nu 24 år. Hun er flyttet i en lille lejlighed, men hun er langt fra ude af depressionen. Kort tid efter hun flyttede for sig selv skar hun sig i håndleddet, og hun har mange 'hårde' dage.

Hun har forsøgt at holde fast i nogle få timers deltidsarbejde med rengøring, som nu modregnes i kontanthjælpen (kr. 6.660 pr. md. brutto). Hun har ca. kr. 1.500 efter boligudgifter (inkl. udgift til fællesantenne, så selv om hun ikke har et tv, skal hun betale kr. 289 pr. md. til det, husleje er kr. 3.200) og forsikringer . Dvs. til eventuel telefon, mad, tøj, alt. Selv uden telefon er det umuligt at leve for, dog - vi har jo ingen fattige i Danmark, siger Joachim.

Men som hun siger: "Jeg har i det mindste et arbejde."

Hver dag er en kamp. En kamp for at finde tilbage til sig selv. En kamp for at holde sit hjem og sig selv. En kamp for at holde 'de sorte tanker' og meningsløsheden på afstand.

Hun er positiv og lykkelig over, at hun endelig er blevet tilbudt et daghøjskoleforløb for arbejdsledige. Hun suger til sig af alt, de har at byde på, og sætter pris på de faste rammer, som giver hende en mere 'normal' hverdagsstruktur - "som alle andre".

Jeg håber så meget på det bedste for hende. Men hvis jeg hører/læser mere om, hvor ugidelige og lykkelige folk på kontanthjælp er, så skriger jeg.
Hvis du er interesseret i at finde ud af, hvor store udgifter det er ‘normalt’ at have for forskellige familietyper, har jeg vedhæftet publikationen “Finansiel stabilitet 2007” fra Danmarks Nationalbank. På side 86 finder du nogle standardbudgettal, hvoraf det fremgår, at en enlig uden børn har som absolut minimum et basisbudget på kr. 45.600 om året, dvs. kr. 3.800 pr. måned (efter boligudgifter, forsikringer, a-kasse, lån, pensionsopsparing, opsparing til varige goder, telefon, tv, fritid). OG DETTE ER I 2005 – det er nok ikke blevet billigere at leve!

Det er fuldstændig umuligt at leve for så lidt, når man ikke er i stand til at tjene penge ‘ved siden af’, som man kan, hvis man er på SU.

Konkret spørgsmål:
Mener du, at det er socialt ansvarlig politik, at syge mennesker, som ikke har mulighed for at udføre et lønarbejde – udover at kæmpe for at blive rask – skal kæmpe med uovervindelige økonomiske problemer hver eneste måned?

NB. Den 24-årige er min datter, så jeg er øjenvidne til denne tragedie.

De bedste hilsner
Vibeke Carøe

PS. Jeg har sendt lignende mails til Joachim B. Olsen (LA), Jesper Petersen (SF) og Thyra Frank (LA)

Klik her og se fru Tørnæs' svar!