Jeg håber med dette initiativ at kunne samle en række personlige historier fra "det virkelige liv" om, hvordan det føles at stå uden arbejde eller at være i risiko for det - OG samtidig være genstand for den aktuelle hadefulde retorik i den offentlige debat om mennesker udenfor arbejdsmarkedet.

Fordi vores stemme er fraværende - eller hånes - i debatten!

OBS! Se også Laila Ammitsbøls indlæg på sin blog om emnet - KLIK HER


tirsdag den 10. april 2012

Mail: Emne: Indspark til reformarbejdet

Til: Ulla Tørnæs <Ulla.Tornaes@ft.dk>
Emne: Indspark til reformarbejdet

Kære Ulla Tørnæs
Problemet i dag ER IKKE, at udspekulerede, dovne velfærdsnassere givetvis findes.

Problemet ER, at dette bredes ud til at være normen, til at være den typiske modtager af offentlig forsørgelse. Og at dette paradigme kan ende med at nedbryde den enkeltes selvbillede og i værste fald forværre en allerede ulykkelig situation.

Jeg vil gerne opfordre dig til at bruge 10 minutter på at læse et indlæg fra bloggen Fra syndebukkens verden om en 24-årig psykisk syg kvinde på kontanthjælp (kr. 6.660 før skat) og derefter revurdere dit udsagn:

Her er et lille uddrag:

Et vidunderbarn i frit fald

Jeg har fået lov at dele min datters livssituation på denne blog.

Hun formår ikke selv at sætte sig ned og skrive. Ikke fordi hun ikke har evnerne til det. Hun har altid været en mønsterelev - ikke altid på arbejdsindsats, for hun havde alt for let ved det faglige og har, indtil hendes problemer begyndte for et par år siden, stort set fået topkarakterer i alt.
...
Hun er nu 24 år. Hun er flyttet i en lille lejlighed, men hun er langt fra ude af depressionen. Kort tid efter hun flyttede for sig selv skar hun sig i håndleddet, og hun har mange 'hårde' dage.

Hun har forsøgt at holde fast i nogle få timers deltidsarbejde med rengøring, som nu modregnes i kontanthjælpen (kr. 6.660 pr. md. brutto). Hun har ca. kr. 1.500 efter boligudgifter (inkl. udgift til fællesantenne, så selv om hun ikke har et tv, skal hun betale kr. 289 pr. md. til det, husleje er kr. 3.200) og forsikringer . Dvs. til eventuel telefon, mad, tøj, alt. Selv uden telefon er det umuligt at leve for, dog - vi har jo ingen fattige i Danmark, siger Joachim.

Men som hun siger: "Jeg har i det mindste et arbejde."

Hver dag er en kamp. En kamp for at finde tilbage til sig selv. En kamp for at holde sit hjem og sig selv. En kamp for at holde 'de sorte tanker' og meningsløsheden på afstand.

Hun er positiv og lykkelig over, at hun endelig er blevet tilbudt et daghøjskoleforløb for arbejdsledige. Hun suger til sig af alt, de har at byde på, og sætter pris på de faste rammer, som giver hende en mere 'normal' hverdagsstruktur - "som alle andre".

Jeg håber så meget på det bedste for hende. Men hvis jeg hører/læser mere om, hvor ugidelige og lykkelige folk på kontanthjælp er, så skriger jeg.
Hvis du er interesseret i at finde ud af, hvor store udgifter det er ‘normalt’ at have for forskellige familietyper, har jeg vedhæftet publikationen “Finansiel stabilitet 2007” fra Danmarks Nationalbank. På side 86 finder du nogle standardbudgettal, hvoraf det fremgår, at en enlig uden børn har som absolut minimum et basisbudget på kr. 45.600 om året, dvs. kr. 3.800 pr. måned (efter boligudgifter, forsikringer, a-kasse, lån, pensionsopsparing, opsparing til varige goder, telefon, tv, fritid). OG DETTE ER I 2005 – det er nok ikke blevet billigere at leve!

Det er fuldstændig umuligt at leve for så lidt, når man ikke er i stand til at tjene penge ‘ved siden af’, som man kan, hvis man er på SU.

Konkret spørgsmål:
Mener du, at det er socialt ansvarlig politik, at syge mennesker, som ikke har mulighed for at udføre et lønarbejde – udover at kæmpe for at blive rask – skal kæmpe med uovervindelige økonomiske problemer hver eneste måned?

NB. Den 24-årige er min datter, så jeg er øjenvidne til denne tragedie.

De bedste hilsner
Vibeke Carøe

PS. Jeg har sendt lignende mails til Joachim B. Olsen (LA), Jesper Petersen (SF) og Thyra Frank (LA)

Klik her og se fru Tørnæs' svar!

Ingen kommentarer: